Du har måske kun set ham i fjernsynet. Men søndag den 6. september kan det være, at du møder Nikolaj Lie Kaas, når det ringer på døren, og du går ud og åbner.

Den danske skuespiller har meldt sig som indsamler for Red Barnet, når der næste gang skal samles penge ind til børn i katastrofer.

Det fortæller han i en sød video, hvor den 42-årige skuespillers to døtre, Esther og Gerda Kaas, også er med. Førstnævnte datter står for at sminke og pynte sin far til den helt store guldmedalje, inden Gerda finder sin smartphone frem og knivskarpt interviewer sin far om indsamlingen.

»Jeg samler ind, fordi jeg synes, man skal gøre noget for andre, når man kan. Det her er en oplagt mulighed. Og det er en meget, meget nem mulighed for at gøre noget for børn rundt omkring i verden,« siger Nikolaj Lie Kaas i Red Barnets kampagnevideo.

Som indsamler får du cirka 1.000 kroner i raslebøssen på tre timer, ifølge Red Barnet. Pengene kan give husly til fem familier, rent vand til 65 familier i en måned, medicin til 100 børn eller mad til en familie i en måned, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Hvis du, lige som Nikolaj Lie Kaas, vil være med til at samle penge ind for Red Barnet, kan du tilmelde dig her.