Efter et helt års sej kamp har forældrene fra DR-programmet ’Børnene med det blå mærker’ fået deres tvillingepar hjem.

Det var et jublende lykkeligt forældrepar, der mandag lagde denne video på Facebook. Det var nemlig første gang i et helt år, at tvillingerne Saya og Sasuke var hjemme hos mor og far igen. Nu kan forældrene se frem til, at børnene permanent flytter hjem i næste uge.

Sabrina Andersen og Marc Backhausen har måttet undvære deres tvillinger, fordi myndighederne var bekymret for, at forældrene havde påført børnene blå mærker. De følger lige nu en udslusningsplan, en slags optrapning, hvor tvillingerne er hos parret de fleste af ugens dage, indtil de er endeligt hjembragt den 17. marts.

Beskyldningen om at forældrene skulle være skyld i de blå mærker, har parret hele vejen igennem blankt har afvist. De har nu fået medhold og familien kan igen blive forenet. Forsvarsadvokat Susanne Ipsen har fulgt parret hele vejen, og er meget lettet over byrettens afgørelse.

»Det er jo helt fantastisk! De har kæmpet konstant det sidste år, og på intet tidspunkt givet op. Nu kan de endelig få deres børn hjem,« siger Susanne Ipsen.

Tvillingerne Saya og Sasuke blev født i januar 2014, men kort efter fødslen opstod der blå mærker på begge børn. Efter et forløb med indlæggelser og overvåget samvær blev tvillingerne i marts 2014 anbragt i familiepleje.

Sabrina Andersen og Marc Backhausen medvirkede 27. januar i DR-programmet 'Børnene med de blå mærker'. Programmet skildrer, hvordan myndighederne frygter at forældrene lider af det sjældne syndrom Münchhausen by proxy. Et syndrom hvor forældre skader deres børn for at få opmærksomhed fra læger og sygehuspersonale.

Selv hævder forældrene, at deres tvillinger er født med en sjælden sygdom, som gør, at de blå mærker opstår af sig selv.

Børne- og ungeudvalget, der træffer afgørelser om tvangsanbringelser, besluttede først, at tvillingerne ikke skulle anbringes. Men Hvidovre Kommune sendte en bekymringsunderretning til Ankestyrelsen, som herefter underkendte Børne- og Ungeudvalgets afgørelse og lod børnene tvangsanbringe.

Forældreparret og deres advokat besluttede straks at anke sagen, som nu har betydet at børnene kan flytte hjem.

»Vi ankede sagen med det samme, selvfølgelig gjorde vi det. Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om deres uskyld,« siger Susanne Ipsen.

Parret er fortsat sigtet i en straffesag om vold, som stadig efterforskes. Men den sag er forsvarsadvokat Susanne Ipsen ikke bekymret for.