Stifterne af Lagkagehuset og Fitness.dk, topdirektøren hos Mærsk og en baron har alle været involveret i Danmarks største villahandler. Der skal nemlig et solidt greb i lommerne, hvis man skal have råd til at bo på Danmarks mest fashionable adresser. Det viser en liste, som Boliga har lavet for BT.

Har du penge, så kan du få, og har du ingen, så må du gå.

Sådan lyder det i den gamle børnesang om bageren fra Nørregade, men sætningen gælder i høj grad også for det virkelige liv.

For vil du bo på en af de dyreste adresser i Danmark, så skal du ikke bare være rig - men meget, meget rig for at kunne få lov til at erhverve dig de lukrative kvadratmetre.

Det viser en top-10-liste, som Boliga har lavet for BT over alle tiders største villahandler. Fælles for dem alle er, at de er beliggende i Nordsjælland - og så er de stort set alle købt af formuende danske forretningsfolk - og i flere tilfælde de nyrige af slagsen. Derudover er de fleste handler foretaget mellem 2008 og 2011, mens en enkelt handel fandt sted i 2015.

Rekorden for dyreste villa-salg holdes fortsat af den tidligere it-milliardær Erik Damgaard, der i juni 2008 - kort før finanskrisen for alvor slog igennem herhjemme - solgte sit pragtpalæ 'Bella Vista' på Hambros Alle 32 i Hellerup. Boligen på 570 kvadratmeter blev købt af den tidligere bokser Hans Henrik Palm, der siden har ernæret sig som forretningsmand. Han gik dog konkurs under finanskrisen og måtte i 2011 sælge villaen med et kæmpetab.

Ifølge Christian Frøslev, der er ejendomsmægler hos Liebhavermæglerne, der har specialiseret sig i dyre ejendomme, er det typisk to forskellige slags købere, der går efter de helt dyre ejendomme i Københavnsområdet for tiden.

»Dem, jeg ser i øjeblikket, er hovedsageligt dem på over 55 år, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og som flytter ind i dyre lejligheder i København. Og så er der en del udenlandsdanskere, der er på vej hjem fra udlandet. Det er rimeligt kapitalstærke mennesker, der er på markedet nu i forhold til for år tilbage. Det er svære at få lån til fast ejendom i dag, så der kræves mere kapital. Så det er folk, der har rigtig god økonomi og nærmer sig pensionsalderen,« siger han.

Christian Frøslev peger især på, at erhvervsmænd, der har solgt deres virksomhed eller overdraget den til børnene, i højere grad end tidligere vælger at bruge en del penge på en dyr bolig til sig selv.

»Hvor man før måske oftere gav pengene til sine børn, er man nu måske mere begyndt at tænke på sig selv og styre sin formue i stedet for bare at give det hele videre per automatik,« siger han.

Her er listen over de ti dyreste villahandler nogensinde udarbejdet af Boliga for bt.dk. (Vi har valgt kun at lade villaerne på Hambros Alle og Marievej optræde på listen én gang, selv om de har slået rekorden flere gange hver.)

1. Hambros Alle 32 , Hellerup. 75 mio. kr.

'Bella Vista' slog rekord, da rigmanden Erik Damgaard i 2008 solgte villaen for 75 millioner kroner til den tidligere bokser Hans Henrik Palm. Palm gik dog siden konkurs og måtte indkassere et kæmpe tab, da han i 2011 solgte villaen til Sophie Rossing, der kunne erhverve sig herligheden for 50 millioner kroner. Sophie Rossing er gift med Henrik Rossing, der stiftede Fitness.dk,

Villaen blev i 2007 solgt for 65 millioner kroner til Erik Damgaard.

Hambros Allé nr.32 i Hellerup er Danmarks dyreste villa.
Hambros Allé nr.32 i Hellerup er Danmarks dyreste villa. Foto: Mads Nissen
Vis mere

2. Vedbæk Strandvej 478, Vedbæk. 70 mio. kr.

Den 527 kvadratmeter store ejendom blev Danmarks andendyreste villa, da rigmanden Karsten Ree i 2010 lagde 70 millioner kroner for at erhverve sig den kæmpe palævilla. Til den pris kan han så glæde sig over, at han har udsigt over Øresund fra første parket.

Der er navnebeskyttelse på den sælger, der har solgt villaen til Karsten Ree, men BT har tidligere erfaret i denne artikel, at der var tale om familien bag tøjmærket SAND.

Karsten Rees flotte strandvejsvilla.
Karsten Rees flotte strandvejsvilla. Foto: Claus Bech
Vis mere

3. Marievej 23, Hellerup. 65 mio. kr.

Den tidligere popstjerne Saseline Sørensens kæreste, Michael Dreyer, må have et kærligheds-hadsforhold til villaen på Marievej 23 i Hellerup.

Først købte han huset i 2004 fra den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel for 10 millioner kroner, hvorefter han renoverede det. Det gik så godt, at han i 2008 kunne sælge huset for 65 millioner kroner. Men kort tid efter købte han det tilbage igen for samme beløb - og den næste handel var knap så succesfuld.

I 2014 måtte han nemlig sælge villaen på tvangsauktion til 32 millioner kroner. Det var finansmanden Mads Ulrich, der købte villaen.

Her ses Peter Schmeichels tidligere hus på Marievej 23.
Her ses Peter Schmeichels tidligere hus på Marievej 23. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

4. Vedbæk Strandvej 484, Vedbæk. 58 mio. kr.

530 kvadratmeters bolig. Så meget plads fik baron Johan Ernst Wedell-Wedellsborg at boltre sig på, da han i marts i år gav 58 millioner kroner for den smukke, nybyggede ville helt ned til Øresund på Vedbæk Strandvej 484 i Vedbæk. Villaen blev solgt af modemanden Ole Damm og hans designerkone Anita Heske.

5. Richelieus Alle 8, Hellerup. 55 mio. kr.

It-milliadæren Peter Frithjof Bang og samleversken Juliane Margrethe Meulengracht Bang fik 341 herlige kvadratmeter bolig, da de i 2006 købte villaen på Richelieus Alle 8 i Hellerup for 55 millioner kroner. Villaen blev solgt af erhvervsmanden Preben Rossel Scheel, som tjente en formue ved at sælge ejendomskæden Scheel og Orloff til Nykredit.

Richelieus Allé 8, 2900 Hellerup.
Richelieus Allé 8, 2900 Hellerup. Foto: Claus Bech
Vis mere

 

6. Skodsborg Strandvej 300, Skodsborg. 50, 5 mio. kr.

13 værelser, 8500 kvadratmeter grund ned til Øresund og 513 kvadratmeter bolig. Lagkagehusets stifter Ole Schielder Kristoffersen måtte grave dybt i lommerne, da han i 2009 besluttede af købe den smukke ejendom på Skodsborg Strandvej 300 i Skodsborg.

Hele 50,5 millioner kroner betalte han til sælgeren, ejendomsspekulanten Steen Gudes selskab, Stones Invest.

Skodsborg Strandvej 300.
Skodsborg Strandvej 300. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

7. Fredheimvej 21, Vedbæk. 48 mio. kr.

Hotelkongen Henning Arp-Hansen og hans kone, Janne Breum Arp-Hansen, satte sig på Danmarks syvende dyreste villa, da de i 2008 købte boligen på Fredheimvej 21, Vedbæk. Hele 48 millioner kroner måtte de slippe til sælger Gudrun Granzow.

IT Factory-svindleren Stein Bagger forsøgte at erhverve ejendommen på Fredheimvej 21, da han kort inden afsløringen af sit bedragm bød 50 millioner kroner for villaen.
IT Factory-svindleren Stein Bagger forsøgte at erhverve ejendommen på Fredheimvej 21, da han kort inden afsløringen af sit bedragm bød 50 millioner kroner for villaen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

8. Strandvejen 660A, Klampenborg. 46, 5 mio. kr.

Nummer otte på listen er villaen på Strandvejen 660 A i Klampenborg, der blev solgt i 2011 for 46,5 millioner kroner. Køberen var Ejendomsselskabet Klampenborg 2015, mens det ikke har været muligt at identificere sælgeren.

9. Langebakken 11, Rungsted Kyst. 45, 5 mio. kr.

Topchef hos Mærsk, Nils Smedegaard Andersen og hans kone, Kirsten Annette Smedegaard Andersen, kunne i 2010 flytte ind i denne pragtvilla med egen pool og direkte adgang til Øresund.

I alt måtte de slippe 45,5 millioner kroner for de 387 kvadratmeters boligareal.

Boligen blev solgt af Per Rix og Malene Rix.

Langebakken 11, 2960 Rungsted Kyst.
Langebakken 11, 2960 Rungsted Kyst. Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

10. Selsbjergvej 34, Vejle. 45 mio. kr.

Lego-arving Casper Kirk Johansen står for den tiendedyreste villahandel, da han i 2006 lagde 45 millioner kroner på bordet for boligen på Selsbjergvej 34 i Vejle. Huset er på 681 kvadratmeter.

Casper Kirk Johansen er søn af Gudrun Kirk Johansen og nevø til Lego-overhovedet Kjeld Kirk Johansen.