BT gennemgår Dongs milliard-tab. Energi-gigantens Karsten Anker Petersen kommenterer hvert tab

Ekspansion på udenlandske gasmarkeder - ca. 5 mia. kr.
I Dong-toppen ville man tage kampen op mod de tyske giganter og bygge gaskraftværker i flere lande. Men det endte med at koste Dong ca. fem mia. kr.

Dongs kommentar til BT: Sammen med stort set alle de andre store energiselskaber investerede vi i gasaktiviteter, bl.a. gasfyrede kraftværker, i forventning om, at gas ville blive en central komponent i den grønne omstilling. Siden har markedsforholdene udviklet sig markant anderledes, med det resultat at vi og vores konkurrenter har måttet foretage store nedskrivninger på disse aktiver.

Det droppede kulkraftværk i tyske Greifswald - ca. 1,1 mia. kr.
Dong havde planer om at opføre et kulkraftværk i tyske Greifswald, men planerne blev skrottet - og Dong tabte ca. en mia. kr.

Dongs kommentar til BT: Det er korrekt, at vi ændrede strategi og besluttede ikke længere at investere i kulfyrede kraftværker. I konsekvens heraf stoppede vi det igangværende projekt.

Fibernettet - ca. 1,5 mia. kr.
Først måtte DONG i 2008 og 2009 nedskrive fibernettet med 829 mio. kr., og salget af fibernettet til TDC medførte et yderligere tab på 85 mio. kr., så regningen kom op på 914 mio. kr., ifølge regnskaberne. Ifølge Berlingske Business solgte Dong sit bredbåndsnet for 1,5 mia. kr. mindre til TDC, end Dong selv havde investeret. Altså et tab på 600 millioner kroner mere, end hvad man kan læse af regnskaberne.

Dongs kommentar til BT: Vi kan ikke genkende tallene. Langt størstedelen af investeringerne blev foretaget af det daværende NESA-selskab, der ikke længere eksisterer.

Inbicon - ca. 0,5 mia. kr.
Det skulle være det første anlæg i verden, der kunne lave bioethanol af halm, men det endte med at koste en halv mia. kr. og er ikke i daglig drift.

Dongs kommentar til BT: Inbicon er et forsknings- og udviklingsprojekt og et af verdens førende projekter inden for udvikling af 2. generations biobenzin. Man kan ikke forvente, at forsknings- og udviklingsprojekter giver overskud på den korte bane. Rigsrevisionen konkluderer at Inbicon-teknologien kan blive værdiskabende for Dong Energy.

Better Place - ca. 0,2 mia. kr.
Søndag kaster elbil-operatøren Better Place håndklædet i ringen. Dong har kastet 200 mio. kr. i projektet og stod indtil februar i år som ejer af 17 pct. af selskabet. Dong oplyste søndag, at det ikke længere er selskabets strategi at investere i elbiler.

Dongs kommentar til BT: Vi investerede i selskabet i forventning om, at elbiler ville komme til at spille en nøglerolle i fremtidens transportsystem og i fremtidens energisystem. Elbiler vil sandsynligvis stadig blive en del af fremtidens transportsystem, i takt med at teknologien bliver konkurrencedygtig.

Kilde: Berlingske Business