Her kan du se 14 faggrupper, som BT har sat fokus på. Vi har gennemgået ledighedstal og analyser af de forskellige grupper og spurgt en række eksperter på området, hvad deres bud på faggruppernes fremtid er.

Håndværkere

Mange håndværksfag er presset af udenlandsk arbejdskraft fra Østeuropa, som udfører arbejdet billigere og ofte lige så godt. Danske håndværkere skal ikke forvente lønfest. Der har været tilbagegang i byggeriet de seneste år, og det har præget branchen. Der er også et omfattende problem med sort arbejde.

Foto: Scanpix
Vis mere

Finanssektoren, bankfolk osv.

Finanssektoren blev i høj grad ramt af finanskrisen, og der bliver ansat markant færre folk end før krisen. En undersøgelse fra Finansforbundet viser, at hver tredje medarbejder i finanssektoren frygter for sit job. Mange rådgivere i pengeinstitutterne er også i udpræget risiko for at miste jobbet efter at et stort antal banker har drejet nøglen om de seneste år, og mange stadig er i risiko for det.

Ingeniører

Jobmulighederne er gode for ingeniører i Danmark. Danmark er kendt for at have dygtige ingeniører, og de er efterspurgt herhjemme og i udlandet. Dog er der pres på jobmulighederne fra udlandet, hvor andre kan levere billige løsninger. Ingeniører hører dog stadig til blandt de bedst lønnede faggrupper.

Arkitekter

Den danske arkitektbranche er hårdt ramt, og der har de seneste år været fyringer i næsten samtlige arkitektfirmaer i Danmark. Der er ganske enkelt for få opgaver indenfor nybyggeri, og derfor presses arkitekterne stadig af truslen om afskedigelser.

Journalister

Mediebranchen er i alvorlig krise, og der er blevet skåret kraftigt ned over hele linjen i de sidste mange år. Det gælder alle medier, men særligt dagbladene er hårdt ramt af, at flere og flere danskere fravælger den daglige avis og i stedet læser på nettet. Derudover er annoncepriserne i bund. Der er ingen job at få, og de journalister, der er i job, risikerer en fyreseddel.

Chauffører

Transportbranchen er udfordret, så jobmulighederne er ikke så overvældende. At en stor del af godstransporten i Danmark udføres af udenlandske chauffører, der kører for markant lavere lønninger, gør ikke situationen bedre for de danske chauffører. Siden 2005 er antallet af danske vognmænd faldet med 12 pct.

Lager- og andet ufaglært arbejde

Ufaglært arbejdskraft som rengørings- og lagerarbejde er også hårdt presset på både løn, arbejdstid og fyringer. Det offentlige har skåret ned på rengøringshjælp til plejekrævende, og jobbene tages ofte af indvandrere, som reelt ikke har andre muligheder, og som accepterer dårligere vilkår end etniske danskere. Der er også en vældig konkurrence fra ulovligt sort arbejde.

Kassedamer og butiks-assistenter

Danskerne svinger ikke dankortet ret flittigt under krisen, og det rammer detailhandlen direkte. I oktober måned viste en undersøgelse i Børsen, at der var mindst 7.500 fyringer på vej i branchen i løbet af få måneder. Desuden presses servicejobbene af den stigende nethandel, som gør dem overflødige, da man sælger direkte fra et lager.

Foto: Iris/Scanpix
Vis mere


Sygeplejersker

Fyringerne er, bortset fra et par store nedskæringer hist og her, gået relativt sporløst hen over branchen i årevis. Men i oktober meldte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ud, at fyringerne nu begynder at komme. Det skyldes besparelser i det offentlige. Presset fra udenlandsk arbejdskraft er blevet mindre, fordi jobbene reelt er sværere at få, så der kommer færre udlændinge og prøver lykken.

Læger

Danmark er ramt af lægemangel. Hvor det kan være umuligt for ufaglærte at få job nogle steder, så er danske læger nærmest garanteret job, hvis de gider flytte uden for hovedstadsområdet. Det er langt fra alle læger, der gider, så myndighederne kæmper for at skaffe læger til udkantsdanmark. Det betyder også, at der i stor stil importeres læger fra andre lande.


Sosu’er

Nyuddannede sosu-hjælpere og assistenter kan godt have ganske svært ved at finde arbejde. Men Forbundet af Offentligt Ansatte mener stadig, at der er i fremtiden vil være mangel på arbejdskraft i den branche.


Fabriks- og produktionsjob

Danmark er snart ikke længere et produktionsland. Arbejdspladser i fabrikshaller, ved store maskiner, samlebånd og den slags er efterhånden blevet en kinesisk tradition. Eller et andet sted med lav løn. En plastikfigur eller papkasse er lige god, hvad enten den laves i Danmark eller på den anden side af kloden. Fødevareproduktion, såsom for eksempel slagtning af svin, er meget billigere hos naboen i Tyskland, så danske virksomhedsledere lader sig friste af det store udland. Og så stiger arbejdsløsheden her.

Øvrige akademikere

Der mangler i den grad job til akademikerne, hvor især de humanistiske akademikere er pressede. En undersøgelse fra Akademikernes Centralorganisation viser, at der lige nu er 14.000 ledige akademikere. Det er 3.300 flere end sidste år, og alene i den sidste måned er der kommet 900 flere til statistikken. Over hver fjerde nyuddannede akademiker træder direkte ud i ledighed, og de mange ledige kommer til at presse lønniveauet.


It-folk

Viden inden for it er et af de steder, hvor Danmark kan konkurrere med udlandet. Danmark er ved, at blive et teknologisamfund, så der skal nok være job til it-folk. Branchen bliver dog presset af, at mange it-ydelser bliver udliciteret til især Indien.