Voldsomme storme, skybrud og isvintre. Danmark har fået vejrgudernes knap så milde side at føle gennem de seneste år. Men det kan blive værre endnu. En ny rapport udpeger ti områder, hvor der er særlig stor risiko for oversvømmelse, hvis Danmark bliver ramt af ekstremt vejr.

Og skulle en giga-stormflod eller et monster-regnvejr ramme Danmark, kan oversvømmelserne føre til skader for mange millioner, anslår Naturstyrelsen og Kystdirektoratet, der har lavet rapporten.

Især vil det gå ud over folk, der bor langs Køge Bugt. Hele vejen fra Amager Fælled og ned til Køge, er Køge Bugt nemlig i risikozonen for oversvømmelse. Særligt omkring Tårnby, Dragør, Ishøj og Køge er der fare.

SE OM DIN BY BLIVER RAMT

oversvømmelse

Blandt andet anslås det, at 20 ud af 61 frede bygninger i middelalderbydelen i Køge risikerer oversvømmelse, hvis havvandstanden stiger med 2,86 m. Det er dog en sjælden hændelse, der indtil nu kun anslås at ske hvert 500-700 år.

Går det så galt, kan skaderne dog blive enorme, da 14.000 ejendomme kan blive ramt, hvilket kan give skader for mere end 50 milliarder.

Ud over Køge er også Korsør og Nakskov på Lolland i fare at blive ofre for vandmasserne. Oversvømmelser fra vandløb og kyster kan i værste tilfælde betyde, at mere end 3.500 ejendomme bliver oversvømmet.

LÆS OGSÅ:

Men fynboerne og jyderne slipper heller ikke for at leve med risikoen for at få vandmasserne indendøre, hvis vejrguderne bestemmer sig for at sende en ordentlig storm eller et skybrud ind over Danmark.

Jyder truet

Ifølge rapporten er seks områder i Jylland udpeget som risikoområdet; nemlig Holstebro, Randers Fjord, Juelsminde, Vejle, Fredericia og Aabenraa. Værst ser det ud omkring Vejle, hvor Vejle Fjord og Vejle Ådal kan oversvømme op til 950 ejendomme ved ekstremt vejr.

Desuden kan de fynboer, der bor omkring Odense Fjord, også godt blive bekymrede. Hele 758 fynske ejendomme er nemlig i fare for oversvømmelse, hvis vandstanden i fjorden stiger til 1,7 meter, hvilket sker en gang hvert 100 år.

LÆS OGSÅ

Mens mange borgere i de ti områder altså med fordel kan ruste sig med sandsække, kan resten af Danmark glæde sig over, at den danske kulturarv ikke er i særlig fare ved ekstreme vejrsituationer.

Hverken Roskilde Domkirke, Amalienborg, Kronborg, Jellinge-stenen eller Trelleborg er i fare for at blive ødelagt af vandmasserne.

Kulturarv i fare

Dog er flere kulturarvslokaliteter på Christianshavn i fare for at blive oversvømmet.

De ti områder er blevet fundet ved at simuleret en stormflod af en så voldsom styrke, at den kun rammer de danske kyster hvert 1.000 år. Tilsvarende går der 100 år mellem, at voldsomme regnskyl får vandløb til at gå over deres bredder i den mængde, som rapporten lægger til grundlag.

Formålet med rapporten er, at der skal gennemføres en af risikoanalyse af de ti steder, hvilket betyder, at der bl.a. skal laves planer for, hvordan man skal forebygge og sætte ind, hvis det voldsomme vejr sætter ind.

LÆS HELE RAPPORTEN HER