En næsten uendelig række af 12-tal. Og så lige en enkelt 10’er.

Viser computerudskriften fra eksamensoversigten for den 19-årige HHX-elev Martin Godsk Kristensen fra Hjerm. Hele 28 topkarakterer ud af 29 mulige har han scoret i års- og eksamenskarakterer, siden han begyndte sin uddannelse på Struer Statsgymnasium. En enkelt »svipser« var det med en 10’er i skriftlig dansk, da årets skriftlige eksamenskarakterer blev offentliggjort for et par dage siden. Og tirsdag er der chance for det sidste 12-tal, når han slutter mundtlig eksamen med faget »Afsætning«.

Men allerede nu ved Martin, at han ikke kan undgå at score mere end 13 i gennemsnit, skriver Dagbladet Holstebro Struer.

»Jeg skal bare have mindst 7. Så bliver mit gennemsnit 13,09,« fortæller han.

Det skyldes to ting. Da han har taget et ekstra fag på A-niveau, kan han gange sine karakterer med faktor 1,03. Og da han agter at gå i gang med en universitetsuddannelse om et år, kan han yderligere gange med faktor 1,08. Hvis han afslutter med 12 på tirsdag, vil hans eksamensgennemsnit nå astronomiske 13,27. Et resultat, der naturligvis betyder, at han kan vælge frit på alle hylder inden for alle uddannnelser.

Og ambitionerne har han. Hvor langt de fleste ville vælge sommerferie efter tre år på gymnasiet, så lægger Martin i stedet ud med seks ugers intensivt kursus i fysik på ingeniørhøjskolen i Aarhus.

»Jeg vil gerne være civilingeniør. Det kræver fysik på B-niveau. Derfor tager jeg et turbokursus og vælger at gøre det med det samme for at få det overstået,« forklarer han.

Han betragter ikke sig selv som en nørd.

»Jeg har altid lavet mine ting, men ofte på atypiske tidspunkter. Mange opgaver er blevet lavet i sidste øjeblik, og nogle gange er lektierne blevet klaret i frikvarteret før timen,« siger han til Dagbladet Holstebro Struer.

Han har også haft tid til andet end skolen og at læse. De seneste tre år har han haft fritidsjob i Bilka fra seks til 30 timer om ugen. Han arbejder primært i rengørings- og kolonialafdelingen med opfyldning på hylder og tjek af, at butikken fremstår pæn og ryddelig.

Der er også tid til fodbold. Hver weekend følger han ivrigt sine favoritter Liverpool og Brøndby på tv. Siden han var syv år har han spillet fodbold. De første år i Hjerm. Som U13-spiller skiftede han til Holstebro Boldklub, men det seneste halvandet år er han igen vendt tilbage til rødderne i Hjerm for at spille seriefodbold. Holdet har fornylig sikret sig oprykning til serie fem. Martin er blevet mobbet noget for manglende scoringer, men nu er det endelig lykkedes at få flere bolde i nettet.

Efter fysikkurset venter ferie og et sabbatår, hvor han satser på at tjene penge til at rejse for. Enten til USA eller nogle måneders ophold i England. Om et år regner han med at starte uddannelsen som civilingeniør i innovation og business på Syddansk Universitet i Sønderborg. Han drømmer om at blive iværksætter og mener, det ligger lidt i generne: med en farfar som vognmand og en bedstefar som stifter af et ventilationsfirma.

»Jeg vælger en linie på SDU, der handler om at udvikle ideer og søge at realisere dem,« forklarer han til Dagbladet Holstebro Struer.

Han vil enten gerne have egen virksomhed eller et medansvar for at drive én.

»Det vigtigste er at være med i styrehuset og med til at bestemme, hvor virksomheden bevæger sig hen,« siger super-studenten.

Der lige skal gennem bøgerne en ekstra gang, så der forhåbentlig kan komme et ekstra 12-tal med på listen tirsdag.