I dag var en glædens dag i Aalborg Zoo, hvor den 18-årige giraf Caroline kunne byde en lille girafunge velkommen til verden med kærlige slik og hjælp til at stå op for første gang.

Det meddeler Aalborg Zoo i en pressemeddelelse.

Giraffen Caroline har i forvejen syv kalve, og hun kunne glæde sig over, at det i dag var en lille pigegiraf, der ramte den halmdækkede staldbund.

Den 18-årige giraf har i forvejen seks tyrekalve og kun én kvie.

Aalborg Zoo skriver, at fødslen varede to timer, og at alt gik som planlagt. Allerede da girafungen var en halv time gammel, begyndte den at tage sine første skridt.

Det lignede dog mere Bambi på glatis end en giraf i fuld galop. Men mon ikke det kommer, når babygiraffen på et senere tidspunkt bliver lukket ud på Aalborg Zoos ‘savanne’.

Se videoen af den stående fødsel nedenunder: