Firmaet T. Hansen bliver - igen, igen - anklaget for at sælge fyrværkeri, der ikke lever op til forventningerne.

Sidste år kom firmaet T. Hansen i modvind, da en familiefar oplevede store problemer med et batteri fyrværkeri.

»Vi løb, mens raketterne eksploderede omkring os. De fløj først op af batteriet og ændrede så retning. Det var fuldstændig ude af kontrol. Sidste halvdel af skuddene blev affyret korrekt opad. Men vi var da flygtet så langt væk, vi kunne med vores piger, der løb for livet og stadig er i chok, forklarede køberen til BT.

Og det var ikke første gang, at firmaet kom i skudlinjen. I september 2014 fik T. Hansens datterselskab LCH Fireworks i landsretten en bøde på 250.000 kroner for ulovlig mærkning og salg af fyrværkeri, mens T. Hansens direktør Bent Jensen blev idømt 60 dages betinget fængsel og en bøde på 50.000 kroner. Selskabet fik dog lov at fortsætte fyrværkerisalget.

Så det er lige før, der er tale om en nytårstradition, når der endnu engang kan berettes om fyrværkeri fra netop T. Hansen, der skuffer danskere, der drømmer om et ordentligt nytårsknald.

Videoen, der netop nu deles på Facebook, viser 'Heksehyl Large' som ifølge pakken skulle indeholde 4,5 gram krudt, men som man kan se i videoen gemmer der sig et mindre heksehyl med 3 gram krudt inde i det store.

»Jeg ved ikke, om det er vildledning af forbrugerne, men helt godt er det vist ikke,« lyder det fra Klaus Friis, der har lavet videoen, som indtil videre er blevet set over 150.000 gange.

T. Hansen har da også opdaget fejlen, skriver firmaet på sin Facebook-side.

BT arbejder på at få en uddybende kommentar fra T. Hansen.