Lars Løkke Rasmussens 2025-plan lægger op til yderligere udhuling af dagpengesystemet. LO-formand frygter for alvorlige konsekvenser.

Dagpengene bliver forringet. Kontingentet til a-kassen bliver dyrere. Og folk, der har betalt til efterlønsordningen i mange år, får forringet vilkårene for seniorjob.

Det er allerede svært for mange unge at kunne se fordelene ved at være medlem af en a-kasse. Og i takt med at dagpengesystemet er blevet mærkbart forringet de senere år, har betænkelighederne også bredt sig til de mere erfarne på arbejdsmarkedet. Og det kan blive en bombe under hele arbejdsmarkedssystemet, mener LO-formand Lizette Risgaard.

»Det danske arbejdsmarked bygger på, at arbejdsgiverne har ret til at hyre og fyre, mens lønmodtagerne til gengæld skal kunne være trygge ved at kunne modtage dagpenge, når de mister deres arbejde. Hvis man gør det system endnu mere usikkert, så kan det få alvorlige konsekvenser for hele arbejdsmarkedet,« siger Lizette Risgaard.

Mister 4.000 om året

Åbningsdebatten om regeringens 2015-plan kørte med fuld styrke i Folketinget torsdag i sidste uge. Blandt andet om de påtænkte besparelser på dagpenge- og a-kasseområdet. AE-rådet har tidligere beregnet, at dagpengemodtagere vil miste 4.000 kroner om året efter skat på grund af lavere ydelse og krav om tvungen pensionsopsparing. Nye beregninger fra LO viser da også, at værdien af dagpengesystemet bliver markant forringet, hvis 2025-planen bliver til noget. For nogle LO-grupper vil dagpengestramningerne betyde, at de mister mere end halvdelen af deres rådighedsbeløb, når de går på dagpenge. I dag kompenseres en gennemsnitlig LO-arbejder med 66 pct. af sit rådighedsbeløb.

Hvis stramningerne bliver vedtaget, forudser Lizette Risgaard, at der vil komme en byge af nye overenskomstkrav, der skal kompensere for et utrygt dagpengesystem.

»Vi vil komme til at se manglende vilje til fleksibilitet, krav om længere opsigelsesvarsler, krav om bedre vilkår, når vejret forhindrer håndværkere i at arbejde og andre krav, der kan give større sikkerhed i ansættelsen. Det er ikke det bedste grundlag, når man samtidig ønsker vækst. Jeg håber, politikerne besinder sig,« siger Lizette Risgaard.

S skal tages med på råd

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen ryster på hovedet over regeringen og glæder sig over, at Socialdemokratiet er forligspart på dagpengeområdet, og derfor skal de tages med på råd, før der kan ændres i aftalen.

»Jeg er stærkt undrende over disse tåbelige forslag. Det er kun et år siden, at vi landede et trygt og godt dagpengesystem og det skal folk kunne regne med. Der har været ro på siden, og det er derfor helt tåbeligt at lægge op til nye stramninger, siger Leif Lahn Jensen.

Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen holder fast i, at stramningerne vil gøre det mere attraktivt for ledige at komme i arbejde.

»Jeg er ikke enig med LO i, at stramningerne vil medføre mere utryghed. Vi står helt ved aftalen om et tryggere dagpengesystem, men vi lægger op til, at man får en lavere ydelse. Jeg mener stadig, at vi har et robust dagpengesystem, som vi kan være stolte af. Jeg synes, at LO skulle bevæge sig ud i virkeligheden. Vi har et fleksibelt arbejdsmarked, hvor der hvert år sker 750.000 jobskift. Og jeg tror, at unge nyuddannede fortsat vil finde det attraktivt at være dagpengesikret,« siger Hans Andersen (V).

Foto: LO
Vis mere