Billedet, der illustrerer denne artikel, er taget i et sommerhus på Bornholm i forbindelse med Folkemødet for en måned siden.

Det viser Trykkefrihedsselskabets bestyrelse i et lejet sommerhus sammen med den afhoppede terrorist-infiltrator Morten Storm samt den militante nynazist Andre Eiby, der også kalder sig André Daner.

Yderst til højre står det fremtrædende medlem fra Dansk Folkeparti, Katrine Winkel Holm, der også er medlem af Danmarks Radios bestyrelse udpeget af samme parti.

Med armen om hendes skulder står 46-årige André Eiby, der også er kendt i aktivistmiljøerne, på Facebook og på gadeplan som André Daner. En mand med yderst racistiske og ultra højreorienterede nazi-sympatier. Det indsatte billede er fra André Eibys Facebook-profil, hvor han optræder med en stor angrebsriffel i hånden.

Manden yderst til venstre er tidligere medlem af Liberal Alliance, Torben Mark Pedersen, der overfor BT bekræfter, at billedet er ægte og taget 12 eller 13 juni i år.

Det samme bekræfter Katrine Winkel Holm, der kalder fotoet 'et slags feriebillede' og oplyser at det er taget af et andet medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, Marianne Myrup.

Det særlige ved billedet er, at Dansk Folkeparti gennem tiden har gjort meget for at distancere sig fra det racistiske højre-radikale miljø, og flere gange har ekskluderet medlemmer med forbindelse til nazistisk orienterede grupperinger.  

Men netop André Eiby alias André Daner har haft og har tæt forbindelse til flere militante højre-grupper.

For eksempel Danskernes Parti, der er stiftet af den tidligere nazist Daniel Carlsen.

Manden med hånden på skulderen af Katrine Winkel Holm har også været aktivt medlem i den stærkt muslimkritiske aktivistgruppe, Danish Defence Leaque, og har - ifølge netsiden P77 - reklameret på Facebook for sine forbindelser til de ekstremt militante naziorganisationer Combat 18 (Kampgruppe Adolf Hitler) og Blood & Honour, der har medlemmer i både Danmark og England, som er dømt for drab og drabsforsøg samt voldelige overfald på indvandrere og "politiske" modstandere, samt endda egne medlemmer.

D. 12 og d. 13 juni i år hyggede Winkel Holm sig imidlertid med den militante nazist, der i følge Torben Mark Pedersen var med som en slags bodyguard for Morten Storm.

Først til folkemødet, hvor Morten Storm talte ved et møde arrangeret af Trykkefrihedsselskabet, og senere i sommerhuset, der var lejet for det selskabets penge.

Her var Storm og Eiby gæster. De spiste middag sammen, og de to mænd overnattede i et telt i sommerhusets have.

- Vi troede, at André var Morten Storms ven og bodyguard. Derfor var han med. Vi anede ikke, hvem han var, og vidste ikke, hvad han stod for politisk, siger Torben Mark Petersen, der fortæller, at André Eiby blandt andet fortalte om sig selv ved Trykkefrihedsselskabets middag om aftenen:

- Her fortalte André, at han havde en kriminel fortid. Han var blandt andet blevet dømt for vold og våbenhandel. 

- Han fortalte også, at han havde været med til at stifte Danish Defence Leaque (stærkt nationalistisk, muslimkritisk organisation), og at han tidligere havde været medlem af forskellige nationalistiske grupper som jeg ikke kender. Han nævnte ikke Combat 18 og Blood & Honour. Det ville jeg have lagt mærke til, siger Torben Mark Petersen.

Hvordan har du det med, at du har været vært for en erklæret militant nazist, der har været medlem af en nazistisk terrororganisation?

 
- Det er da utroligt ubehageligt, når man finder ud af, at man er havnet i selskab med nogen, som man aldrig ville omgås under nogen andre omstændigheder. 

Men I får taget billeder sammen i Trykkefrihedsselskabets t-shirts, og han står og holder Katrine Winkel Holm om skulderen?

- Han sagde intet racistisk den aften, eller tilkendegav, at han havde forbindelse til noget nazistisk, og der var ingen af os, der anede hvilken person, vi var sammen med. Han sagde, at han havde forladt Danish Defence Leaque.

- Jeg har senere set, at han har naziforbindelser, og at han har skrevet racistiske ting på Facebook, som jeg tager ubetinget og helt klart afstand fra.

- Han var venlig, høflig, velformuleret og virkede intelligent, siger Torben Mark Pedersen om André Eiby, der under navnet André Daner på Facebook har optrådt maskeret i battledress med en stor angrebsriffel i hånden under ordene: 'Så er vi ved at være kampklare - vi tager vores land tilbage'.

Katrine Winkel Holm siger til BT, at André Eiby var med som Morten Storms assistent, og at hun heller ikke kendte ham i forvejen

 - Vi (Trykkefrihedselskabet. Red.) havde Morten Storm med som taler på et arrangement ved Folkemødet, og der havde Storm ham med som en slags assistent. Og som sådan var han også vores gæst, og det er derfor han står på det billede. Som jeg i øvrigt tror var lavet på hans opfordring.

- Morten Storm var indkvarteret i vores sommerhus, og vi spiste middag med vores gæst. Det synes jeg er meget naturligt, siger Katrine Winkel Holm.

Kendte du til André Daner Ebys forbindelser til ekstreme organisationer som Combat 18 og Blood & Honour og Danish Defence Leaque?

- Overhovedet ikke. Blood & Honour anede jeg ikke han havde kontakt til.

Fortalte han om nogen af de andre organisationer?

- Jeg kan ikke huske, hvad han har fortalt, og hvad han ikke har fortalt. Jeg deltog ikke i middagen, fordi jeg havde migræne. Men jeg synes heller ikke, det er så fantastisk vigtigt. 

- Det korte af det lange er, at hvis vi havde vist, at han havde forbindelse til Blood & Honour, som er et decideret modbydeligt slogan, så havde han ikke siddet til middag i vores sommerhus. Han kom som vores gæst, og vi er høflige og gæstfri, så bagefter viser det sig, at han har en fortid. Sådan noget sker jo, og længere er den ikke. Det er kun den ekstreme venstrefløj, der vil gøre en historie ud af det. 

I står der med samme t-shirts på - som et samlet hold med armene om hinandens skuldre?

- Det er nogle T-shirts, vi sælger, og som vi havde med til mødet. Det er ligesom et venligt og hyggeligt foto. Det er jo Trykkefrihedsselskabets bestyrelse og Morten Storm, og så står han (André Eiby) ved siden af. Det er sådan et feriebillede, om jeg så må sige.

Hvordan har du det med at stå der og hygge med en mand med en meget voldelig nazistisk fortid?

- Jeg ved ikke, hvad han har. Jeg kendte ikke til hans baggrund, men jeg tager det meget roligt. Sådan noget kan ske for alle. 

Så du fortryder ikke, at du fik taget billedet med ham?

- Hvis jeg havde vidst det om hans fortid, så havde jeg ikke gjort det, siger Katrine Winkel Holm til BT.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra André Daner alias André Eiby via hans Facebook-profil.