Mens resten af Danmark har bandet og svovlet over den voldsomme kulde, har borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K), gået og gemt på en glædelig nyhed.
Den 48-årige politiker er nemlig gravid. Det skriver hun på i et opslag på Facebook.
'I begyndelsen af september bliver Lauge storebror og Simon storebror for anden gang. Alt er godt og vi glæder os alle ,' skriver den forhenværende konservative socialminister i opslaget.
Faderen til den 48-årige borgmesters barn er hendes ægtemand Lars Dam, og de har sammen sønnen Lauge, der blev født i starten af 2016. Lars Dam har desuden sønnen Simon fra et tidligere ægteskab.
Det var en ren forløsning for ægteparret, da Benedikte Kiær blev gravid i 2015, efter hun flere gange havde aborteret spontant. Derfor besluttede parret sig for at adoptere et barn fra Etiopien, men på grund af problemer i Etiopien blev adoptionsprocessen trukket i langdrag.
Herefter prøvede borgmesteren en ny fertilitetsbehandling, og siden er hun altså blevet gravid to gange.
BT har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra Benedikte Kiær om den glædelige nyhed.

