Er du stødt på larven, eller har du et foto eller en video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Som BT skrev tidligere torsdag, er det vigtigt, at du er opmærksom på de giftige fyrreprocessionsspinderlarver, hvis du skal til Bornholm i ferien. De har givet en 9-årig pige en voldsom allergisk reaktion, og i sidste uge var en familiehund tæt på at blive slået ihjel.

21-årige Line Friis fra Viborg var i sidste uge på sommerferie ved Dueodde strand på solskinsøen Bornholm. Sammen med sine forældre, Lisbeth og Henrik, og søsteren Anne Sophie boede hun i et sommerhus, som familien havde lejet.

Med på ferien var også familiens hund af racen tysk ruhåret hønsehund. Den hedder Lucca, er halvlandet år, og den blev ufrivilligt hovedperson i et drama. Nogle giftige fyrreprocessionsspinderlarver var nemlig skyld i, at familien Friis var tæt på at miste deres hund.

Ifølge Bornholms Tidende findes larverne udelukkende på Bornholm. De er stærkt behårede, og det er netop håret, som er forsynet med proteinstoffer, der udløser en allergisk reaktion, hvis dyr og mennesker kommer i kontakt med det. Som du kan læse her, er det også gået ud over 9-årige Marta, der fik en voldsom allergisk reaktion.

Line Friis fortæller, at familien under ferien på et tidspunkt kom hjem til sommerhuset, efter at have været ude på en tur.

På gårdspladsen så familien en lang linje af larver, men tog ikke større notits af de små dyr. Lidt senere skulle familien Friis have frokost på terrassen, og mens de spiste, samlede Lucca to af larverne op og fik dem ind i munden. Hunden fik spyttet ud med det samme, og Line Friis' søster skubbede larverne ned mellem terrassebrædderne.

Efter frokosten tog familien ned på stranden, og hernede blev Lucca voldsomt syg og begyndte at kaste op.

»Lucca havde fråde om munden og lignede en, der var ved at dø,« siger Line Friis.

Line Friis, søsteren og forældrene tog tilbage til sommerhuset, hvor Lucca fortsatte med at kaste op. Resten af dagen ville familiens øjesten bare sove.

Dagen efter havde Lucca det stadig skidt, og på et tidspunkt opdagede familien Friis, at Luccas tungespids begyndte at blive hvid, lige der hvor larverne havde været.

Er du stødt på larven, eller har du et foto eller en video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Familien tog til dyrlægen i Aakirkeby, som fortalte, at Lucca havde haft nærkontakt med fyrreprocessionsspinderlarven, der lever i fyrretræer ved Dueodde.

Derefter fortalte dyrlægen familien, at de giftige larver havde startet koldbrand i Luccas tunge. Hvis hunden havde spist larverne, ville den have fået koldbrand i hele systemet, og så havde den været død nu.

»Vi slap heldigvis med tungespidsen, og den faldt simpelthen af i søndags,« siger Line Friis.

Lucca overlevede heldigvis. Men som du kan se her, mangler den noget af tungen efter mødet med de giftige larver. Foto: Privat.
Lucca overlevede heldigvis. Men som du kan se her, mangler den noget af tungen efter mødet med de giftige larver. Foto: Privat.
Vis mere

Godt en uge efter den skræmmende hændelse er Lucca tæt på at være sig selv igen, fortæller viborgenseren.

»Men man kan altså mærke på hende, at hun er skræmt,« tilføjer Line Friis.

Lucca. Foto: Privat.
Lucca. Foto: Privat.
Vis mere