Hvis der er noget, der ligger mit hjerte nært, er det børn. Nå ja, tænker du måske. Det gør det da for alle forældre.

Men for mig gør det det af flere grunde. Børn er jo uskyldige, ‘rene’ og sjove. Vi elsker deres livsglæde og vildskab. Og de har endnu ikke taget alle voksenlivets begrænsninger til sig såsom: ’Jeg er ikke god nok’, og ’kan jeg nu finde ud af det’. Men jeg er jo også psykolog og arbejder derfor ofte med folks barndom, og hvordan den påvirker deres voksne liv. Så hvordan skulle jeg kunne andet end at være dybt interesseret i, hvad der foregår i børns liv.

Men for et par uger siden så jeg et billede på nettet, som fik mit ‘barnlige’ hjerte til at gå lidt i stå. Billedet var af en mand, der gik i et supermarked med sin datter ved siden af. Detaljen var så bare, at han brutalt holdt fast i noget af hendes hår på indkøbsvognen, mens han trak hende rundt i supermarkedet. Skræmmende og nærmest ulækkert. Folk omkring ham blev selvfølgelig meget stødte over denne handling og bad ham stoppe. Men hvad manden svarede til indsigelserne, kender de fleste af os forældre alt for godt til. Han sagde nemlig: ’Du skal ikke blande dig. Det er mit barn!’

Men hvis vi i sådan en grotesk handling ‘ikke må blande os’. Hvornår må vi så? Og hvad må vi egentlig blande os i, når det gælder andres børn? Måske man kunne gradbøje det. Noget skal vi blande os i, andet kan vi blande os i, og noget skal vi vel aldrig blande os i (såsom hvilken tandpasta, der bliver brugt inde hos naboen).

Men blander vi os generelt ikke alt for lidt i hinandens børn? Jeg synes det. Jeg synes, vi skulle blande os en hel del mere. Og ikke kun i særlige tilfælde, som med manden her. Eller når der er tale om misbrug eller andet. Men også i mere hverdagsagtige situationer. Når det samme barn igen og igen skaber splid i klassen, eller når vi ved, at genboen gennemgår en hård tid, og børnene er mærkede af det. Så kan vi f.eks. tilbyde at tage ungerne en weekend eller hjælpe med at finde et sted, hvor de kan få noget støtte. Er det så egentlig ikke vores pligt at blande os?

Men lige ud ad landevejen er det jo ikke altid. Jeg kan huske engang, jeg var med familie og venner på ferie, og vi alle sammen sad og snakkede en aften. Men et af børnene blev ved med at afbryde den samtale, jeg havde med en veninde. Og det skete ikke kun denne ene gang. Men gang på gang. Til sidst orkede jeg næsten ikke at tale med veninden, fordi jeg vidste, hvad der ville ske. Da havde jeg flere gange lyst til at sige noget til moderen. Ikke til barnet! For det er trods alt forældrenes ansvar at stå for den direkte opdragelse. Men jeg gjorde det ikke. Jeg turde ikke. For tænk, hvis hun nu blev stiktosset eller ville tage det alt for ilde op.

Men hvad nu hvis jeg havde sagt: ’Jeg ved godt, det ikke er det mest normale at melde ud. Og det er ikke for at træde ind over dine grænser. Men jeg har lagt mærke til, at vi hele tiden bliver afbrudt af lille Per, når vi snakker. Har du selv bemærket det? Jeg oplever, at han konstant forsøger at få din opmærksomhed, og at du ikke sætter grænser for ham. Det er bare lidt kærlig forældreinput udefra. Du kan bruge det eller lade være. Og kom endelig med input om mine børn, hvis du oplever noget.’

I den ideelle verden ville jeg sige noget i dén dur. Og vi ville begge to få muligheden for at klæde vores børn en anelse bedre på til livet.

For (hey), er mit barn virkelig kun mit barn? Jo, jeg har båret det, født det, værnet om det, elsket det og opdraget det, indtil det flytter hjemmefra. Og så ligner det selvfølgelig også mig. Men mine børn er jo ikke en ejendel, som jeg ejer. I modsætning til et skab eller et par sko. Fra de bliver født, er de selvstændige sjæle, som er på spring ud i livet. På spring væk fra mig og ud i verden. Det er kun ca. en fjerdedel af deres liv, at vi som forældre reelt set ‘bestemmer’ noget som helst. Og så snart jeg sender dem ud i livet, bliver de til en andens kæreste, dine ansatte og vores fælles fremtid.

Men ‘andre folks børn’ er en varm kartoffel. Man kan nemlig hurtigt komme galt af sted. For kritik af ens børn er jo som direkte kritik af én selv, og det kan hurtigt blive meget sårbart og konfronterende. Det er, som om forældreskabet er blevet noget meget individuelt. Noget, vi går meget op i, og noget, vi føler, at vi helt selv er bedst til. (Og det selvom ingen af os endnu, har vundet mesterskabet i ‘fejlfri børneopdragelse’).

Så skal vi ikke bare sige, at børneopdragelse ikke kun er en privatsag. At vi som forældre godt kan have brug for at få spejlet holdt op foran os selv en gang imellem. Og at vi ikke behøver at føle os krænkede, hvis en anden voksen har noget konstruktivt at sige om vores små poder. Det er trods alt de mennesker, som vi elsker allerhøjest, der kunne ende med at få noget positivt ud af det.