»Men far jeg kan ikke nå. Det gør nas. Og det haster nu. Jeg vil gerne have et plaster på.«

»Desværre søn, jeg tror sgu ikke lige, det vil gå.«

Sådan lyder en lille flig af en sang, som 26-årige Rasmus Lind, pædagogmedhjælper på en skole i Storkøbenhavn, har delt på Facebook - en sang, der på få dage er blevet set sammenlagt 750.000 gange, og som har engageret tusindvis af danskere.

Artiklen fortsætter under billedet:

I opslaget skriver Rasmus Lind også: »Vi skal passe på, vi ikke overfører den frygt til børnene, så de pludselig tror, at det er forkert af dem at ville have et kram eller sidde på skødet en gang imellem ... Da jeg kom hjem var jeg virkelig vred...og det kom der den her sang ud af.«

Sangen får stor ros med på vejen med kommentarer som »Spot on«, »Stærkt« og »Hvor er det sandt«, mens andre skriver, at sangen er tankevækkende og forhåbentlig er med til at nedbryde den frygt i samfundet, der er opstået.

En mor til to skriver, at mangel på kram og trøst fra en pædagog »er tusind gange værre end det modsatte og fortsætter:

»Forstå nu, at én enkelt pædofil ikke skal ødelægge pædagogernes tilknytning til vores små unger! ... De skal pustes på knæet og mærke omsorg, mens vi har travlt med at arbejde!!!!! Hvis du får mærkelige billeder i hovedet, når du læser det her! Ja, så er der noget helt galt med dig, og ikke med de mandlige pædagoger!!!«

Et andet indspark lyder: »Vi har brug for mandelige pædagoger! Det er sundt for både de små drenge og piger! Smid fordommene og behandl vore mandlige pædagoger som professionelle! Det andet kan sgu ikke være rigtigt!!«

I juli bragte Berlingske historien om, at flere vuggestuer og børnehaver har udarbejdet en kyssepolitik, som forbyder pædagoger at kysse institutionernes børn.

Det fik dengang formand for forældrenes landsforening Dorthe Boe Danbjørg til at sige:

»Jeg tror, at både pædagoger og forældre har brug for reglerne, men slagsiden er, at det tager noget ægthed ud af den omsorg, som vores børn skal have.«