Salami og spegepølse solgt i Kvickly og SuperBrugsen landet over trækkes tilbage. Det skyldes, at der er risiko for, at emballagen oppustes - det kan skyldes såkaldte luftdannende bakterier.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om Rød vin salami på 200 gram, Cognac spegepølse på 200 gram og Ålerøget spegepølse på 200 gram. Alle har fremstillingsdato 29-09-2017 samt en holdbarhedsdato på 27-12-2017.

De tilbagetrukne produkter er solgt i SuperBrugsen og Kvickly i hele landet. Og det er produceret af Højer Pølser.

Årsagen til tilbagetrækningen beskrives i pressemeddelelsen:

'Risiko for oppustning af emballage og ændret smag og konsistens, sandsynligvis forårsaget af luftdannende bakterier.'

Det betyder, at de ikke er egnede til indtagelse, og derfor opfordres folk, der har købt produkterne, til at smide dem ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.