Verdens største sædbank, Cryos, der har hovedsæde i Aarhus, tager nu det drastiske skridt at lukke for salget af sæd til det danske marked, skriver Berlingske.

Det er den nye lovgivning, der trådte i kraft 1. oktober 2012, som pålægger sædbanken at sikre, at der ikke fødes over 12 børn med den samme donor. Et loft, der blandt andet er indført for at undgå indavl. Men loven er umulig for Cryos at håndhæve, og derfor ser man sig nødsaget til at lukke for forsyningerne, lyder det.

- Vi kan ikke sikre, at en donor ikke bruges til mere end 12 børn. Det er ikke i vores hænder. Det vil svare til at bede Lundbeck om at sørge for, at læger ikke ordinerer for meget medicin. Eller at bede Carlsberg om at sørge for, at unge ikke drikker for meget øl, siger direktør Ole Schou, der varsler sædtørke i Danmark.

I den gamle lov om kunstig befrugtning måtte en donor være ophav til børn i 25 familier på dansk grund. Dengang var der lidt elastik i loven, da sædbanker »så vidt muligt« skulle sikre, at antallet af børn ikke oversteg 25. Men de gamle regler var dobbelt rodede, for kun læger - og ikke sædbanker - var omfattet af reglerne.

- Klinikkerne køber sæd i store mængder og har det stående nedfrosset i årevis, og vi kan jo ikke sikre, at de ikke bruger sæden, hvis kvoten imellemtiden bliver opbrugt. I øvrigt er der mange klinikker, der ikke rapporterer graviditeter tilbage til os. Der er også private, der køber via hjemmesiden til hjemmeinsemination, så det er helt ude af vores hænder, uddyber Ole Schou.

Den nye lov om børn i 12 familier dækker også udenlandske par, der kommer til Danmark for at blive behandlet. Formand for Dansk Fertilitetsselskab, Karin Erb, forstår på den baggrund godt sædbankens beslutning, selvom hun beklager den.

- De har fået usædvanlige dårlige forhold at arbejde under. En ting er, at man sætter antallet ned. Noget andet er, at man sætter antallet ned på behandlinger udført i Danmark. Der er en væsentlig forskel, for der er rigtig mange udlændinge, der kommer til Danmark, og de vil bruge af den danske kvote, og så kan jeg godt forstå, at Cryos ikke kan styre det, siger hun.

Cryos har stor afsætning i Danmark, selvom Danmark kun udgør 10 procent af sædbankens marked. Også European Sparm Bank, der er den anden danske sædbank herhjemme, er utilfredse med de nye regler på området. Her overvejer man nu, om man skal følge i Cryos’ fodspor, fortæller direktør Peter Bower.

Uanset om begge sædbanker lukker for tilførelsen af sæd eller ej, vil patienterne kunne mærke, at Cryos nu ikke længere leverer til det danske marked, forudser Karin Erb.

- Monopol er altid skidt. Og for vores patienters skyld, er det godt, at der er flere aktører på det her marked. Jeg frygter, at danske par nu må tage til udlandet for at få sæd, sådan som det længe har været, når man skal have ægdonation. Vi har skabt et nyt problem og risikerer, at der ikke er sæd nok i Danmark, siger Karin Erb.

Cryos sælger sæd til 70 lande. I dag kan man købe sæd fra både anonyme og ikke-anonyme donorer. Eksport af dansk sæd har længe været udråbt til at være en handelssucces, da sæddonorer i Danmark modsat mange andre lande har mulighed for at donere sæden anonymt.