En 19-årig mand er i livsfare efter en alvorlig ulykke på Helsingør motorvejen i Helsinge kort før kl. ni onsdag formiddag.

Den 19-årige foretog en tilsyneladende hasarderet overhaling på Helsingørvejen ved Helsinge, da en lastbil kom imod ham, hvorefter der skete en uhyggelig frontal kollission. Lastbilen, der var ført af en 65-årig chauffør fra Ålsgårde, prøvede at stoppe op for at undgå sammenstødet med den 19-åriges bil, men det viste sig forgæves. Da redningsmandskabet kom til, blev de mødt af et frygteligt syn. Den 19-åriges bil var stærkt ødelagt. Den unge bilist blev af redderne taget ud af sin knuste og sammenkrøllede bil, og derefter sendt med helikopter til Rigshospitalet, hvor man nu forsøger at redde hans liv. - Den pågældende er i en alvorlig og kritisk tilstand, siger pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands politi.
Onsdag aften var den 19-åriges tilstand stadig kritisk i følge vagtchef ved Nordsjællands politi, Ole Hestebæk. Da lastbilen pludselig stoppede op, kørte en personbil, ført af en 51-årig kvinde fra Tisvildeleje bagfra op i lastbilen. Hun slap med mindre kvæstelser og en tur på skadestuen på Hillerød Hospital. Politi og Falck arbejder fortsat på stedet, hvor der har været rimelig kaotiske forhold efter ulykken, og hvor teknikerne nu er gået i gang med fuldstændig at få klarlagt den alvorlige ulykke. Pårørende til den 19-årige bilist er nu blevet underrettet. Den involverede lastbilchauffør er sluppet fra ulykken uden alvorlige kvæstelser, men han er af gode grunde stærkt chokeret over ulykken. Han er derfor sendt til psykologbehandling.