Olieprisen har nået det laveste niveau siden 2003, og den rekordlave pris har en række fordele og ulemper for vores privatøkonomi.

300 kroner hver måned.

Det er, hvad en gennemsnitlig dansk familie sparer på transportomkostninger og varmeregning med den nuværende oliepris, sammenlignet med olieprisen sidste år, fortæller Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen.

Olieprisen er i bund, efter atomaftalen med Iran har banet vejen for en ophævelse af sanktioner mod landet, der betyder, at Iran igen kan sælge olie på verdensmarkedet. Prisen på en tønde nordsøolie nåede natten til mandag ned på under 28 dollar i Asien, skriver Ritzau. For halvandet år siden lå prisen på omkring 120 dollars.

»En gennemsnitlig dansk familie mærker især effekten af den lave oliepris på to fronter: Omkostningen til transport falder betydeligt, og alle dem, der bruger fyringsolie, får en meget lavere varmeregning.«

»Hvis olieprisen holder sig omkring det nuværende niveau resten af året, og dollarkursen gør det samme, så vil en gennemsnitlig dansk familie få en besparelse, der ligger på omkring 3.500 kroner i år i forhold til 2015,« siger Helge J. Pedersen.

Vi bruger flere penge

Derudover bliver danskernes privatøkonomi begunstiget af, at en lang række andre produkter bliver billigere at producere og fragte, så de stiger mindre i pris, end de ellers ville. Måske bliver de ligefrem billigere. Denne effekt slår imidlertid først igennem over tid, pointerer cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen.

»Det er ikke en kæmpeeffekt, men den er spredt ud over rigtig mange varer, og derfor løber det op i en del penge. Men det er meget svært at opgøre præcist og regne på,« siger han.

Når den gennemsnitlige dansker får flere penge mellem hænderne, sætter det gang i forbruget, hvilket afføder en kædereaktion, så der skabes flere job og vækst.

Den lave oliepris er dog også medvirkende til, at flere har mistet deres job, vurderer Las Olsen.

»Der er nogen, der har mistet deres job på grund af det her. Det første store fald i olieprisen kom jo allerede i slutningen af 2014. Det er især gået ud over folk, der har arbejde inden for oliesektoren, men det kan også have smittet af på andre sektorer,« siger han.

Statskassen går glip af milliarder

A. P. Møller-Mærsks olieselskab, Maersk Oil, måtte i oktober meddele, at 10-12 procent af medarbejderne skulle fyres på grund af den lave oliepris. Men også virksomheder, der eksempelvis lever af at producere alternativer til olie såsom vindenergi eller isolering, mærker faldet i olieprisen med et negativt fortegn, forklarer Las Olsen.

Mens nogle mister deres job på grund af den lave oliepris, vil andre få en mindre lønstigning end ellers. Den lave oliepris fører nemlig til en lavere inflation, og når priserne ikke stiger så meget, er der ikke grundlag for større lønstigninger.

Hæver man blikket fra den enkelte danskers bankkonto til et kig på statens finanser, har den lave oliepris en betydelig negativ indvirken. Afgiften på nordsøolie sender nemlig mange penge i statskassen hvert år, men med en lavere oliepris kommer der færre penge ind, fortæller Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen.

»Det er negativt for de offentlige finanser, for det relativt store beløb, der kommer ind i afgifter fra nordsøolien falder dramatisk. Som tommelfingerregel vil en oliepris, der falder med ti dollar, betyde tre milliarder kroner mindre i statskassen om året,« siger han.

Samlet set er den lave oliepris dog positiv både for privatøkonomien og samfundsøkonomien, lyder det fra cheføkonomerne.