For snart fire år siden, blev Rikke Elster ramt af et pludseligt stress anfald og mistede både selvværd og job. Da det så mest sort ud, begyndte hun at grine. Til at begynde med lød det hult, men I starten lød det hult, men i dag lever hun af at få andre til at le.
Tilbage i 2010 var Rikke Elster lærer på en specialskole og måtte skrive alt ned for at kunne huske det. Hendes liv var organiseret af papirlapper, som hjalp hende med at holde styr på elever, læringsplaner, madplaner, arbejdstimer og børnenes skoleskemaer. Men en dag stod kroppen af.
- Jeg sad og planlagde undervisning for en ny elev ved det her bord, siger Rikke Elster og banker i spisebordet.
- Da jeg pludselig fik et regulært angstanfald. Jeg fik ondt i brystet og kunne ikke trække vejret. Jeg tænkte bare: Nu dør jeg. Så lagde jeg mig på sofaen i forsterstilling – og hylede.
I dag kan hun sagtens se, hvad der skete. Det var kroppen, der sagde fra over for alt for mange års pligtopfyldelse. Rikke blev sygemeldt fra sit arbejde og begyndte hos en psykolog. Men det var et langt sejt træk, for energien, overskuddet og mest af alt overblikket kom ikke tilbage fra den ene dag til den anden, og for at gøre ondt værre endte hendes sygemelding med en fyreseddel.
RIkke Elster mistede overblikket og kunne til sidst ikke overskue helt simple indkøb. Situationerne blev indimellem helt komiske, mindes hun.
- Så kom jeg hjem, kiggede ned i poserne og sagde: Okay, hvem kan lide husblas med sardiner?
Latteren kom dog ikke let til hende. Faktisk måtte hun nærmest gøre vold på sig selv for at nå dertil.
- Jeg har engang taget en latterinstruktøruddannelse, så jeg vidste godt, at der måske var noget at hente her. Derfor tvang jeg mig selv til at stå og grine. Men det var sindssygt grænseoverskridende. Godt, at børnene var i skole, ellers havde de tvangsindlagt mig, siger hun.
- Jeg lovede mig selv at grine i en uge. Simpelthen for at gøre en ubærlig situation sjov. Jeg ville grine ad min situation, indtil jeg kunne rumme den. I starten skete der ingenting. Men efterhånden blev det faktisk lettere. Så snart jeg havde grinet, og gik ned ad trappen i mit hus, føltes livet en lille smule lettere. Jeg fik en lille smule mere overskud for hver dag. Derfor begyndte jeg at gå på jagt efter det sjove. Blandt andet besluttede jeg mig for at smile til folk, når jeg gik på gaden. I starten kunne jeg slet ikke. Jeg kiggede bare ned i jorden og smilede kun til hunde og snegle. Men en dag tvang jeg mig selv til at kigge op og lige ind i ansigtet på en mand og smilede alt, hvad jeg kunne. Og han smilede igen, siger Rikke Elster.
KØB BT LØRDAG OG LÆS HELE INTERVIEWET MED RIKKE ELSTER.
