De færreste reklameslogans holder i en hel generation. Men 'Glædelig jul og godt Tub'år' har vist sig at være langtidsholdbart. Nu fortæller manden bag de gyldne - og ikke mindst holdbare - ord historien bag.

Julemanden kommer kørende i sin slæde. Han møder en øl-vogn, han vender om og sætter efter de kolde jule-øl. Herefter ruller de efterhånden legendariske ord 'Glædelig jul og godt Tub'år' over skærmen. Sådan er tv- og biograf-reklamen, der nu kører på 30. år. Manden bag ordspillet hedder Peter Wibroe. Nu fortæller han historien bag reklamen, der har printet sig ind på danskernes nethinde, og som er blevet et fast del af den danske jul.

- Jeg sad derhjemme en aften, og pludselig havde jeg ordene på papiret foran mig. Så sprang jeg op og begyndte at grine. Når man har ramt det rigtige, så griner man, siger den i dag 68-årige tidligere reklamemand, der efter jubel-scenen var ovre 'nok tog noget at drikke'.

Dagen efter blev det præsenteret for kollegerne på burauet, der også kunne lide det.

Men de efterhånden legendariske ord blev oprindeligt skabt som en julehilsen, der skulle på Tuborgs ølbiler i slutningen af 1970'erne. Først senere blev der lavet en reklamefilm for en jule-øl.

- Det pudsige er, at det er reklamen, der har skabt produktet. Tuborg havde ikke en jule-øl på det tidspunkt, siger Peter Wibroe, der også er manden bag sloganet 'Grøn Tuborg - gør livet lidt grønnere' og den første Påskebryg-kampagne.

- Jeg lavede alt for Tuborg dengang, siger Peter Wibroe, der stammer fra en brygger-familie, og derfor 'er vokset op på bryggerierne'. Det har muligvis gjort det nemmere for ham at trylle med øl-ordene, mener han. 

Men det er også hårdt arbejde, hvis omverdenen konstant stiller krav om kreativitet. Derfor brugte Peter Wibroe de fleste af de vågne timer på bevidst og ubevidst at lege med ordene i det, han kalder 'en vanvittig skøn og hektisk tid'.

- Det var team work og meget sjovt. Og man kunne åbne aviserne og se flotte, flotte annoncer. Og man skulle gå i biografen for at se de sjove reklamer. I dag er det bare tilbud, tilbud, tilbud, siger han.

Hvordan er det at se reklamen i dag?

- Det er fornøjeligt at have skabt en folkelig vittighed, men det er mere min søn på 11 år, der registerer den, når den kører, siger Peter Wibroe.

Han sagde farvel til reklamebranchen for 12 år siden. I dag dyrker han haven og 'graver i forhistorien' og griber ikke knoglen, når nye ordspil dukker op i hovedet:

- Jeg kan godt lide et clean cut. Julefilmen har holdt i 30 år, men der er altså andet, som har holdt i meget længere tid, siger han ydmygt.

Tak for snakken. Nu må du have en glædelig jul og et godt Tub'år...

- Hehehe, ja tak skal du have og i lige måde, siger Peter Wibroe.

Se reklamen øverst i denne artikel. I anledning af årets J-dag bragte vi på BT TV en Top 3 over de bedste julereklamer for øl. Se den herunder.