Den sønderjyske forretningsmand Thomas Nitz døde i en alder af 41 år i Filippinerne. En længerevarende leverbetændelse var årsagen til hans død, oplyser faderen.

I efteråret sidste år rejste forretningsmanden Thomas Nitz ud af landet. Siden har ingen set ham eller vidst, hvor han opholdte sig.

Efter at han har været gået under jorden i en længere periode, er Thomas Nitz nu fundet død i Filippinerne.

»Jeg blev kontaktet onsdag aften og fik at vide, at min søn var fundet død i sin lejlighed i Filippinerne,« fortæller en tydeligt berørt Willy Nitz, som er far til Thomas Nitz.

Kun Thomas Nitz' søster har hørt fra ham enkelte gange, siden han forlod landet, men han har ikke på noget tidspunkt ville oplyse, hvor han befandt sig, og der var forlydender om, at han opholdte sig så forskellige steder som Dubai, Brasilien og Thailand. Søsteren hørte sidst fra ham i januar i år.

LÆS OGSÅ

Thomas Nitz var en stor forretningsmand i Haderslev, hvor han i en årrække ejede adskillige virksomheder, blandt andet restauranter, tøjbutikker og en flyskole. På et tidspunkt havde hans investeringsselskab Nitz Invest mere end 82 millioner kroner i egenkapital. Desværre blev det ikke ved med at gå godt, og på få år havde hans selskab et massivt underskud. I 2013 blev det erklæret konkurs og i 2014 farsvandt han ud af landet.

»Det gik nok lidt for stærkt for ham en overgang, og så har han nok ikke kunne se sig ud af det,« gætter faderen Willy Nitz på som årsagen til hans forsvinden.

Da familien onsdag aften modtog opkaldet om, at Thomas Nitz var død, fik de også at vide, at han har været syg i en længere periode.

»De fortalte, at Thomas siden januar har været indlagt med leverbetændelse,« siger Willy Nitz.

Den svage lever kostede Thomas Nitz livet i en alder af bare 41 år.

»Nu skal han obduceres i Filippinerne, efter det vil han blive fløjet hjem til Danmark, hvor han skal begraves engang til juni,« siger Willy Nitz, som vil huske sin søn for de mange gode tider.

»Han var en iværksætter. Han var en stor mand.«

Thomas Nitz efterlader sig to børn på 11 og 13.