Weekenden byder på både sol og plusgrader om dagen og en smule frost om natten.

Det bliver stadig hue- og vantevejr i weekenden, men et mildere et af slagsen. Både fredag, lørdag og søndag kigger solen frem og sørger for plusgrader.

- Fredag kommer temperaturen typisk til at ligge på to til fem grader hele dagen. Der kommer dog en svag frontzone ind over landet, som vil give nedbør, og det vil hovedsagligt være regn og slud. Den nordlige del af landet slipper dog for nedbøren. Ud på aftenen klarer det lidt op, og så får vi nattefrost igen, fortæller vagthavende ved DMI, Klaus Larsen.

Natten i det nordjyske bliver koldere end i resten af landet, for her vil nattefrosten være på ned til mellem fire og fem minusgrader. Resten af landet vil opleve en nat med temperaturer omkring frysepunktet. Nedbøren vil muligvis fortsætte ud på natten i de sydvestlige egne af landet, og minusgraderne sørger dermed for lidt sne.

Til gengæld byder lørdagen på sol.

- Bortset fra en let til frisk vind bliver det en ganske pæn dag med temmelig meget solskin og temperaturer lige over frysepunktet på omkring to til tre grader. Der kommer ingen nedbør, og natten bliver også klar med mellem fem og syv graders frost, siger Klaus Larsen.

Den smule vind, lørdagen disker op med, tager en smule til på weekendens sidste dag, men også her melder den vagthavende om en pæn dag.

- Søndagen starter fint med sol, men så bliver det efterhånden lidt skyet vestfra. Der begynder at komme en smule slud eller sne, som hurtigt går over i noget regn. Tidligt på morgenen bliver det lidt koldt, men når nedbøren begynder, ligger vi på mellem to og tre graders varme, fortæller Klaus Larsen.

Hen ad eftermiddagen vil regnen have passeret hele landet, så aftenen bliver nedbørsfri. Bornholmerne får dog først tørvejr ved midnat.