Se og Hør-journalist, der havde kontakt til ’tys-tys-kilden’ er stadig ansat på bladet og ses med kilden privat.

Den 45-årige it-specialist, der er under mistanke for at have leveret dybt fortrolige oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort til ugebladet Se og Hør, har haft et uhyre tæt og nærmest venskabeligt forhold til især én af bladets fremtrædende medarbejdere, den 35-årige Kasper Kopping.

Kopping, journalist og redaktionssekretær på bladet, er ifølge BTs oplysninger den reporter, der ‘førte’ kreditkort-kilden, og som i maj 2008, ved hjælp af kildens oplysninger, sporede prins Joachim og prinssesse Marie på deres bryllupsrejse i Canada og beskrev det i bladet.

Den første mission

Ifølge den nye roman om livet på Se og Hør, skrevet af bladets tidligere journalist Ken B Rasmussen, var bryllups-rejsen kreditkort-kildens første opgave.

I de fire år, der fulgte, skrev kilden i et utal af tilfælde sms-beskeder, i nogle perioder flere om dagen, om de hævninger og køb, der blev gennemført på et utal af kendtes kreditkort, og sendte dem til både Kasper Kopping og Ken B Rasmussen.

Følges stadig ad

Selv efter at den 45-årige it-mand i 2012 forlod sit job hos IBM, hvor han var med til at vedligeholde servere hos PBS, det nuværende Nets, har kontakten mellem de to været uhyre tæt. Begge har brugt Facebooks såkaldte ‘check-in-funktion’, hvor brugere kan skrive, hvor eller hos hvem de opholder sig. Kopping har i flere tilfælde afsløret, at han opholdt sig på it-specialistens adresse, i et tilfælde anfører Kopping om et besøg hos kilden: ‘På den igen…’ og i et andet tilfælde skriver han, at han nu – i Facebook-jargon – ‘tjekker ind’, altså opholder sig, ‘på altanen’ hos den pågældende.

Ved en anden lejlighed noterer begge, at de opholder sig på den eksklusive bøfrestaurant Mash i København – og Kasper Kopping tilføjer på Facebook: ‘Så skal der ædes!’.

Alle disse opdateringer har i vidt omfang været stort set fuldt offentlige, og enhver har således kunnet følge Se og Hør-journalisten og it-specialistens omgang med hinanden.

It-specialisten har også deltaget i et vinarrangement på Se og Hørs redaktion og ledsaget Kasper Kopping til flere arrangementer, bl.a. Danish Deejay Awards i 2013 og senest TV2s såkaldte Top Charlie-arrangement i Parken i København den forgangne weekend, blot et døgn før de første afsløringer.

Strammer op

Chefredaktør på Se og Hør, Niels Pinborg, siger, at en journalist på Se og Hør ‘har i nogle få tilfælde ladet den person, der nu hævdes at være den såkaldte kreditkortkilde, deltage i arrangementer – bl.a. under lørdagens TopCharlie-arrangement – som Se og Hør var inviteret til’.

- Noget lignende er sket enkelte andre gange, bl.a. har han været til en vinsmagning på redaktionen. Det er sket som journalistens ven, ikke som kilde. Jeg har intet vidst om, at den pågældende var den kilde, der nu er i centrum i sagen, for mig var han blot ven af en journalist. Jeg har indskærpet, at vi naturligvis ikke igen må lade uvedkommende få adgang til arrangementer som akkrediterede af Se og Hør, siger Niels Pinborg.

Manden bag artiklerne

En gennemgang af de seneste års udgaver af Se og Hør viser, at netop journalist Kasper Kopping står bag en række af de artikler, der formodes at være skaffet ved anvendelse af de fortrolige kreditkortoplysninger.

BT har forelagt oplysningerne for Kasper Kopping.

-  Jeg ville faktisk gerne udtale mig om alle påstandene, men jeg har ladet mig rådgive til ikke at udtale mig, så længe vores eksterne undersøgelse i Aller af beskyldningerne er i gang, siger Kasper Kopping.

Han lukkede i går sin Facebook-profil.