København. Sjusserne fra julefrokosten kan sidde i kroppen, længe efter at man har slugt den sidste sildemad.

I en undersøgelse, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden i første halvår af 2017, svarede 13 procent af de 1400 adspurgte, at de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de var i tvivl om, hvorvidt de havde drukket for meget - af dem svarede 25 procent, at det var dagen derpå.

Derfor er budskabet også krystalklart fra politiet: Er man det mindste i tvivl, så lad bilen stå - også dagen efter.

»Det er ikke noget, vi oplever hver dag, men vi er vidende om, at problemet er der. Vi ser det også i forbindelse med færdselsuheld, så vi har fokus på, at folk kører dagen efter.«

»Tænk nu over, hvad man har drukket i aftenens løb,« siger leder af færdselspolitiet i Midt- og Vestsjællands Politi Peter Stryhn.

Hvor hurtigt man forbrænder alkohol afhænger blandt andet af køn og vægt. Men det er en myte, at man forbrænder en genstand per time, understreger overlæge og professor ved Regionshospitalet Randers Jens Meldgaard Bruun.

Jo lavere vægt man har, jo længere tid tager det kroppen at forbrænde alkohol. For en kvinde på 60 kilo vil det tage cirka to timer, før en genstand er ude af systemet.

»Problemet med julefrokoster er, at man ikke altid kan holde styr på, hvad og hvor meget man drikker,« siger Jens Meldgaard Bruun og afliver også myten om, at vand ændrer promillen.

»Folk kan føle sig rimelig friske bagefter, men hvis man måler den rå promille, er der en del, der kører spritkørsel. De fleste tænker ikke, at de kan være påvirkede dagen efter,« siger han.

En julefrokost byder ofte på godter, som ligger tungt i maven, og især den fede mad ændrer hastigheden, alkoholen optages i kroppen på. Men uanset hvor meget mad, man spiser, er en genstand stadig en genstand.

»Snaps er blandt den alkohol, som klart er mest voldsom. Det kan godt være, at man spiser meget, men ikke føler sig lige så beruset, fordi der går længere tid, før alkoholen optages,« siger Jens Meldgaard Bruun.

Ude på vejene bliver de påvirkede "dagen derpå"-bilister oftest snuppet i spritkontroller eller af opmærksomme betjente.

»Det kan være folk, som ser trætte ud og måske stadig har lidt rødsprængte øjne. Det er sjældent, de laver helt store kørselsfejl, som folk, der kører meget berusede,« siger Peter Stryhn.

»Hovedparten er overraskede, for de troede, at de havde nået at forbrænde det. Lad nu tingene tage den tid, de tager. Er man i mindste tvivl, så lad bilen stå.«

/ritzau fokus/