Tirsdag bliver en kold en af slagsen med dagtemperaturer ned til fem graders frost. Men den iskolde vind, der mandag fik sneen til at fyge, vil være aftagende i det meste af landet.

Sne bliver der heller ikke meget af, oplyser DMI.

- Det bliver en helt pæn vinterdag med tørvejr og nogen sol i størstedelen af landet. Fyn og Vestsjælland kan opleve lette snebyger, mens Bornholm stadigvæk er under indflydelse af lavtrykket. De kan opleve at få 2-5 cm. sne oven i det, de allerede har i forvejen, siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen.

Vinden, der i størstedelen af landet i går fik det til at føltes hundekoldt, er aftagende i hele landet. Det betyder mindre snefygning og trafikale problemer end i går - dog igen med undtagelse af Bornholm.

- Når vi når hen mod aftenen og natten, er vinden yderligere aftagende. Det bliver rigtig klart på blandt andet Fyn og Øerne og ned til 10 graders frost mange steder. I Midtjylland kan de opleve rimtåge, hvilket kan få temperaturen yderligere ned, siger Frank Nielsen og fortæller, at det her kan blive helt ned til -15 grader.

- Det kan være generende for trafikken i morgen tidlig, da det muligvis kan mindske sigtbarheden, siger han.

Onsdag kan Sønderjylland opleve nogle snebyger, men også her vil der være tørt i det mest af landet.

- Men der begynder at ske lidt igen fredag, hvor det begynder at blæse op fra sydøst. Fredag aften og natten til lørdag ser det ud til, at der kommer sne. Varmen presser samtidig på, og der bliver her risiko for islag. Det bliver en potentielt farlig nat, siger Frank Nielsen