Nu går himlen næsten i sort over Danmark på grund af solformørkelsen og så er det godt at vide, hvornår man præcist skal bevæge sig udenfor og kigge mod himlen for at se det sjældne fænomen. Her kan du se, hvornår solformørkelsen rammer dit område.

Solformørkelsen rammer først i det sydvestlige Jylland og senest i det nordlige Jylland, Sjælland og Bornholm. Husk at anskaffe dig briller med specielle filtre, da det ellers er farligt for øjnene at kigge op i solen. Herunder kan du se, hvornår solformørkelsen starter nær din by.

Solformørkelsen den 20. marts lader til at blive den vildeste i 50 år. Og rundt om i landet skyder arrangementer op, hvor danskerne kan få det fulde ud af solformørkelsen igennem oplæg, vejledning og sol-venlige kikkerter med specielle filtre.

Hvis man vil opleve den mest dækkende solformørkelse, skal man tage til området omkring Vendsyssel i Nordjylland. Her vil solen være dækket med op til 85 %. Bornholm, som er længere mod sydøst, vil have en sol, der er dækket med cirka 81 %. Men ifølge Ole J. Knudsen fra Stellar Astrophysics Centre i Århus er procenterne ikke det mest afgørende for, at man får en stor oplevelse:

»Når vi snakker forskelle mellem 81 og 85 % er det så lidt, at øjet har svært ved at se forskellen. Hvis der er noget, der kan have en betydning for, hvor godt danskerne kan se fænomenet, er det vejret. Hvis det var mig, der boede et sted, som var overskyet, ville jeg straks køre mod steder med klar himmel,« siger Ole J. Knudsen fra Stellar Astrophysics Centre ved Aarhus Universitet.

I klippet øverst kan du se, hvordan solformørkelsen kommer til at se ud i Aarhus. Kilde: Ole J. Knudsen. Simulation lavet i Starry Night.