Dot Wessmans tivoli er tomt og forlystelserne på vej væk

I går eftermiddag stod tre store lastbiler klar til at flytte mange af forlystelserne i Damhus Tivoli. De er efter sigende blevet solgt til et tivoli i Sverige.

Flyttemænd var i går i fuld gang med at pakke flere af forlystelserne i det næsten 80 år gamle Damhus Tivoli i Rødovre ned. Børnekarrusellen, bussen, radiobilerne og det lille tog er måske på vej over på den anden side af Øresund.

Jette Louise Skovgaard Larsen bor i Rødovre og er administrator i Facebookgruppen ’Bevar Damhus Tivoli, støt kampen mod nedrivning’. Hun fik mandag aften meldingen om, at flere af Damhus Tivolis forlystelser er på vej til Sverige. I går tirsdag fik hun så at vide fra et af medlemmerne i Facebookgruppen, at lastbilerne allerede stod klar og arbejdere var i gang med pille forlystelserne ned.

BAKKENS OSCAR TIL DOT WESSMAN111

- Jeg gik ud forbi Damhus Tivoli for at se, hvad der foregik. Da jeg kom derud omkring klokken 15, var de i gang med at pille flyvemaskinerne og det lille tog ned. Jeg tror, at de prøver at få alle forlystelserne med i de store lastbiler, siger Jette Louise Skovgaard Larsen.

Så groft

I februar meddelte Damhus Tivolis ejere Dot Wessman og hendes eks-mand Tommy Wessman, at tivoliet måtte lukke, fordi økonomien ikke kunne løbe rundt.

Dengang var planen, at tivoliet skulle rives ned, så Rødovre Kommune kunne bygge en stor ejendom på grunden. Den plan blev mødt med en storm af protester fra borgere i Rødovre, som mente, at ejerne havde drevet tivoliet lige ned i et sort hul, siden de overtog det i 2008. - De har ikke gjort noget for at vedligeholde stedet, siger Jette Louise Skovgaard Larsen.

- Jeg synes, det er så groft. Det svarer jo til, at man køber statuen af Holger Danske, kværner ham og bruger ham som grus i haven. Når der er nogen, der har nogle følelser omkring kulturhistoriske steder, så køber man det, fordi man har en interesse i stedet. Ikke fordi det er en fin grund, siger hun og henviser til, at Dot og Tommy Wessman har drøftet muligheden for at bygge et 14-etagers højhus med Rødovre Kommune. Et projekt, der kunne indbringe Dot og Tommy Wessmann mange millioner kr. Højhusplanen måtte stoppe i marts, fordi det gik imod planloven at bygge et højhus uden at høre borgerne først.

Privat ejendom

Ejerne af Damhus Tivoli har spurgt Rødovre Kommune, om de kunne få lov til at flytte forlystelserne. Det svarede kommunen ’ja’ til, for hvis fundamenterne er nemme at flytte, er ejerne af Damhus Tivoli i sin gode ret til at fjerne dem.

- Det er ikke nogen politisk beslutning, om forlystelserne skal fjernes eller ej, for grunden og forlystelserne er privatejet, siger Bjarne Reickmann, der er stadsarkitekt i Rødovre Kommune.

Men ejerne Dot og Tommy Wessman kan ikke sælge den gamle tivoligrund til hvem som helst, for ifølge det plangrundlag, Rødovre Kommune har i dag, kan de kun sælge grunden til nogen, der vil drive forlystelsespark. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dot eller Tommy Wessman.

Hvad mener du?

Deltag i debatten