Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Fra 382.000 ansatte til 835.000 ansatte.
Af en redegørelse fra finansminister Bjarne Corydon (S) til Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance kan man følge de store træk i udviklingen for ansatte i den offentlige og den private sektor fra 1970 til i dag.
Af redegørelsen fremgår det, at der i 1970 var 382.000 ansatte i det offentlige, et tal der i dag er steget til 835.000 ansatte - altså mere end en fordobling, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
I samme tidsrum er antallet af privat ansatte faldet fra 2.056.000 personer til 1.909.000, et fald på cirka syv procent.
Udviklingen kan også anskues fra en anden synsvinkel. At der i 1970 var cirka 5,3 ansatte i den private sektor for hver offentlig ansat. Det tal er i dag 2,2 ansatte, altså mere end en fordobling af den offentlige sektor i forhold til den private sektors udvikling.
- Den private sektor lider under udviklingen, fordi det offentlige sluger en stadig stigende del af arbejdskraften, og da prognoser viser, at der de kommende år bliver mangel på arbejdskraft i den private sektor, er det foruroligende, at regeringen og Venstre vil ansætte en endnu større del af arbejdsstyrken i det offentlige. Nu må det stoppe!, siger Ole Birk Olesen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.