I aften på DR1 er abernes dronning, den 49-årige ildsjæl Lone Dröscher-Nielsen, tilbage i sin elskede jungle blandt de truede orangutanger, som hun de sidste 20 år har kæmpet en indædt kamp for. I dokumentaren ’Lone & orangutangerne’ sætter hun de første tilbage i friheden efter års ophold i hendes rehabiliteringscenter på Borneo, og hun lægger ikke skjul på, at det var et bevægende øjeblik, som gav hende noget af en klump i halsen.
- Jeg måtte lige finde et sted uden kameraer, hvor jeg kunne stå og græde i et stykke tid, siger hun med et smil over endelig at se sin drøm gå i opfyldelse.
BT Weekend bragte i lørdags et stort interview med den tidligere SAS-stewardesse, som i 1999 fuldstændig vendte den civiliserede verden ryggen for at dedikere sit liv til de truede aber i Borneos jungle.
For et par år siden blev Lone Dröscher-Nielsen dog livstruende syg og var tvunget til at træffe den sværeste beslutning i sit liv. At forlade junglen. Hendes immunforsvar pakkede sammen, hun fik blodforgiftning og efterfølgende nyresvigt. Havde presset sin krop alt for langt ud over kanten i for kampen for at redde de andre.
Svært at vende tilbage
- Da jeg fik nyresvigt for tredje gang, tvang mit forsikringsselskab og lægerne mig ud af troperne. Ellers ville det være gået helt galt, fortæller Lone Dröscher-Nielsen, som måtte lægge skyldfølelsen overfor centret til side til fordel for eget helbred.
Men i stedet for igen at bosætte sig nær familien i Danmark, valgte hun at flytte til Wales i Sydengland, hvor hun har bosat sig i en nedlagt staldbygning langt udenfor lands lov og ret. Her er hendes hjem i dag, og det er herfra, hun nu et par gange om året rejser tilbage til sine elskede orangutanger på Borneo.
- Jeg havde simpelthen ikke råd til at bo her i Danmark. Og skal efter 20 år i junglen have noget rå natur med klipper og vandfald omkring mig, og det har vi bare ikke her, siger Lone Dröscher-Nielsen.
Hun lægger dog ikke skjul på, at det har været noget af en omvæltning at vende tilbage til den vestlige civilisation og asfaltjunglen.
- Der er virkelig sket meget, griner hun.
- Jeg siger De til de gamle damer, for det gjorde man for 20 år siden. Men dét falder slet ikke i god jord. Og i det hele taget er måden, man taler til hinanden på, meget hårdere. Og så vil alle de unge bare være berømte. Hvad skete der lige med at blive stewardesse, læge eller brandmand, spørger hun og ryster på hovedet,
- Nu er der gået lidt over to år, så jeg er begyndt at vænne mig til, at jeg nu lever i en helt anden verden. Mange ting var svære i begyndelsen. Bare det at møde nye mennesker i min alder er svært, erkender Lone Dröscher-Nielsen, som nu hvor orangutangerne ikke fylder alt i hendes liv, til tider godt kan mærke ensomheden og savnet af en kæreste.
Mændene trækker sig tilbage
- Jeg har prøvet det der net-dating nogle gange det sidste halvandet år. Men det har ikke været den store succes, for jeg kan mærke, at de trækker sig tilbage, så snart de hører om, hvad jeg har lavet. Og så har jeg aldrig hørt fra dem igen, siger hun med et skuldertræk og smiler så:
- Jamen, jeg vil da dødgerne have en mand i mit liv. Men samtidig er der altså lange perioder, hvor jeg slet ikke er sikker på, at jeg har lyst til at dele mit liv med nogen og hellere vil være alene, fordi det fungerer bedre, siger Lone Dröscher-Nielsen, som altså stadig helhjertet kæmper for orangutangerne og er konsulent på rehabiliteringscentret på Borneo ligesom hun er det for organisationen Red Orangutangen.
Men af helbredsmæssige årsager må hun nu nøjes med gensyn med sine elskede orangutanger et par gange om året.
- Jeg har prøvet at fylde mit liv med noget andet. jeg har fået en ny hund og har en vild eng, som jeg kæmper for at trimme. Så dét, jeg savner allermest, er at nusse med orangutangerne ude på græsplænen om eftermiddagen. Deres ubetingede kærlighed til mig er den, jeg savner allermest.
Læs BT Weekends interview med Lone Dröscher-Nielsen på bt.dk
