Sundhedsministeren må få Lægemiddelstyrelsen til at forklare omløb af forfalsket medicin, siger S-ordfører.

København. Det er en både ulykkelig og alvorlig situation, at medicinproducenter leverer illegale præparater til verdensmarkedet.

Sådan siger Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, efter at Lægemiddelstyrelsen har tilbagekaldt et forfalsket skizofrenilægemiddel, som har været solgt på det danske marked siden jul.

-Man kan ikke andet, end at holde et meget, meget vågent øje og få apotekerne til at indrapportere, hvis de ser noget, siger han.

- Men hvis det kommer ind på det legale marked, så er det selvfølgelig alvorligt. Det må Lægemiddelstyrelsen drage konsekvensen af.

Han vil straks have sundhedsministeren til at undersøge sagen nærmere.

- Sundhedsministeren må få Lægemiddelstyrelsen til at komme med en forklaring, og så må vi jo lære af det. Det er ministerens ansvar, siger han, efter at Berlingske har beskrevet sagen.

Sundhedsministeriet oplyser, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er på ferie og henviser til ordførerne.

Jane Heitmann, Venstres sundhedsordfører, pointerer, at det skal klarlægges, hvad der er op og ned i sagen.

- Det afgørende, at patienterne kan have tillid til den medicin, man køber i Danmark. Vi skal til bunds i den her sag, og vi skal have fundet ud af, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, at forfalsket medicin kan komme ind over de danske grænser, siger hun.

Sundhedsordføreren i Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, fortæller, at hun på baggrund af sagen har stillet spørgsmål til ministeren.

- Jeg mener, at man bør se på, om proceduren i forhold til parallelimporteret medicin er god nok, og på hvem der har et erstatningsansvar for eventuelle bivirkninger, siger hun.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er sagen startet i Tyskland. Her fandt en parallelimportør forfalskede pakninger i et parti med præparatet Xeplion 150 mg.

Også danske importører har fået del i det og distribueret det herhjemme. Det har siden vist sig at dreje sig om tre partier, der indeholder forfalskede pakninger.

Lægemiddelstyrelsen vurderer, at risikoen for patienterne er lav. En analyse af de forfalskede pakninger har således vist sig at indeholde de rigtige aktivstoffer i de rigtige mængder.

/ritzau/