I videoen herover kan du se optagelserne af ulven, der bliver skudt fra en bil.

DR har søndag aften fået adgang til den video, der viser den meget omtalte nedskydning af en ulv i nærheden af den lille by Ulfborg i Jylland.

Nedskydningen af ulven er optaget af en privatperson, som udbryder »han skød den krafteddeme,« netop som skuddet høres på videoen og ulven falder til jorden.

Ulven bevæger sig febrilsk og tydeligt såret på marken efter skuddet er faldet.

På DRs udgave af videoen kan man også tydeligt se den bil, hvor der bliver skudt fra. Den er dog sløret - sandsynligvis af DR. Bilen ses i baggrunden længere væk end ulven i forhold til det punkt, hvor optagelsen er lavet.

Den i øvrigt sunde og raske hunulv blev skudt mandag den 16. april om eftermiddagen lidt udenfor Ulfborg i Vestjylland. Politiet fandt den døde ulv på stedet og kunne hurtigt finde og anholde den formodede gerningsmand på baggrund af detaljerede vidneudsagn.

Den formodede 66-årige gerningsmand nægter at have skudt ulven. Politiet har ransaget hans privatadresse og fundet adskillige rifler og våben til jagt, som den 66-årige er i lovlig besiddelse af. Våbnene er blevet beslaglagt, ligesom politiet også har beslaglagt den 66-åriges bil.

Ulve er fredede i Europa og ulvene i Danmark må derfor ikke skydes eller jages på nogen måde.

BT følger sagen..