Rapport giver klart billede af, hvordan hver enkelt risikofaktor belaster danskerne og det danske samfund.

København. Rygning er suverænt den største årsag til for tidlige dødsfald i Danmark.

En ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at rygning hvert år slår 13.600 danskere ihjel, når andre risikofaktorer som kost, alkohol og inaktivitet fraregnes.

- Når vi måler på dødsfald, er der intet, der kommer bare i nærheden af rygning. Det er i særklasse i en kategori for sig, siger professor Knud Juel, Statens Institut for Folkesundhed, til Politiken.

Han er medforfatter til den næsten 400 sider lange rapport "Sygdomsbyrden i Danmark - Risikofaktorer", som mandag bliver offentliggjort.

Fysisk inaktivitet kommer isoleret set ind på andenpladsen med 6000 for tidlige dødsfald årligt.

Rapporten giver dermed et rent billede af, hvordan hver enkelt risikofaktor belaster danskerne og det danske samfund.

Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Jette Jul Bruun forklarer, at de mange tobaksrelaterede dødsfald er resultatet af rygemønsteret fra for en generation siden. Mange rygerelaterede sygdomme som lungekræft og kol slår nemlig først rygerne ihjel efter flere årtiers forbrug.

- Men selv om færre ryger i dag, bør vi ikke læne os tilbage, da der fortsat er alt for mange rygere. Der har ikke været noget fald i daglig rygning de sidste fire år. Det er bekymrende, siger hun til Politiken.

Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V) har regeringen massivt fokus på rygning i det netop fremsatte udspil til en ny kræftplan.

- Det er en af regeringens væsentligste prioriteter, at vi sikrer, at færre danskere dør som følge af tobaksrygning, siger hun.

Socialdemokraterne ønsker lovgivning, så cigaretter skal gemmes væk under disken i supermarkedet, ligesom cigaretpakkerne skal være ensartede og neutrale på grund af gode erfaringer fra udlandet.

- Ministeren taler meget om en røgfri årgang, men mangler i den grad handling, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) til Politiken.

/ritzau/