Nye tal viser voldsom stigning i cigaretbrande på institutioner. Årsag: Rygeforbuddet. Det skriver Avisen.dk.

Det kan betyde døden for både personale og beboere, når gamle Hans, Jens eller Martha vil have sig en smøg på plejehjemmet.

Siden rygeforbuddet blev indført i 2007, er antallet af brande, der skyldes en glød fra en cigaret, mere end fordoblet på plejehjem og andre institutioner, skriver Avisen.dk.

Nye tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at brandene er steget fra 50 i 2007 til foreløbigt 112 i år.

Foreningen af ledere i ældreomsorgen, Lederforum, fortæller, at det især er brande på plejehjem, der har fået antallet af institutionsbrande til at eksplodere. Der er tale om brande, som ifølge foreningen skyldes, at ældre - siden rygeforbuddet blev indført - er henvist til at ryge uovervåget på deres eget værelse, så de ansatte skånes for passiv rygning.

- Rygeforbuddet har helt sikkert betydet flere brande på plejehjem, og i flere tilfælde er beboere omkommet eller blevet alvorligt forbrændt, siger Ole Mørk Nielsen, der er formand for Lederforum, til Avisen.dk.