Det var sandsynligvis simulerede missilangreb, da russiske fly i sommer dykkede mod dansk territorium i lav højde i retning mod Bornholm, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det var såkaldte »simulerede missilangreb«, da russiske fly i sommer dykkede mod dansk territorium i lav højde i retning mod Bornholm. Det vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste ifølge Jyllands-Posten i en risikovurdering, der offentliggøres torsdag.

De russiske fly fløj i lav højde, som var de lastet med missiler klar til angreb, men brød undervejs væk og vendte tilbage til deres udgangspunkt.

Den russiske øvelse foregik medio juni, hvor mange danske politikere var samlet på klippeøen for at deltage i det årlige folkemøde.

Forsvarets Efterretningstjeneste ønsker ikke at oplyse konkrete detaljer om de simulerede angreb, der var en del af den største russiske flyøvelse i Østersøen siden 1991.

Det meste af øvelserne karakteriseres som »kendte flyvemønstre«, men der var også tale om simulerede missilangreb, som efterretningstjenesten mener er af en »mere offensiv karakter end set i mange år«.

Ifølge Jyllands-Posten kan øvelsen have været en reaktion på en netop overstået amerikansk ledet øvelse i samme område.

Bornholmerne behøver dog ikke frygte et missilangreb fra Rusland, mener analytiker ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet Johannes Riber Nordby.

»Der er ingen tvivl om, at det er en stor provokation. Det er jo en måde at fortælle sine naboer: Hvis vi ville, kunne vi godt bombe Bornholm. Det ved alle jo godt, at de aldrig nogensinde gør, men det er en måde for Putin at markere sig, og det er også i en grad, der er voldsommere end tidligere, siger han til Jyllands-Posten.