De rejste langt. Knap 2.000 km. På gåben. Hesteryg. Skib. Det tog oceaner af tid, før de var tilbage i Roskilde igen. Men da de var det - de to kannikker fra domkirken i Roskilde - havde de en uvurderlig skat med, som skulle gøre kirken berømt: Et kranium tilhørende Sankt Lucius. Kirkens nye skytshelgen.
Sådan har de i 900 år gået og troet i Roskilde, at de var noget særligt. Og nu viser det sig, at det var de slet ikke.
For en kulstof 14-datering af kraniet har netop afsløret, at det slet ikke kan være Sankt Lucius’. Kraniet er nemlig blevet tidsbestemt til at have levet mellem 340-431 e.kr., godt og vel 100 år efter Sankt Lucius’ død.
Ifølge Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen behøver Roskilde Domkirke dog ikke gå i skammekrogen på grund af det nye fund. Det har ingen betydning, at Lucius slet ikke er Lucius.
»Troen på relikvier bliver som sådan ikke påvirket af alt dette. Man skal ære helgener og deres levn, ikke tilbede dem, og vidnesbyrdene om dem anfægtes ikke af, at deres ægthed ikke kan bevises. Beretningen om, hvordan Lucius kom til Roskilde, rummer da også adskillige mirakler, som for middelalderens mennesker beviste, at Gud virkede gennem Sankt Lucius,« forklarer Per Kristian Madsen.
Egentlig var Sankt Lucius pave i Rom i 253-254. Men på grund af forfølgelsen af kristne, blev han halshugget og begravet et hemmeligt sted.
Fordi han døde for sin tro, blev han udråbt til helgen. Og 600 år senere - da det igen var trygt at være kristen - blev han sammen med en række øvrige helgener flyttet til kirken Sankt Cecilie i Rom.
Og det var hertil de to kannikker fra Roskilde Domkirke ankom i begyndelsen af 1100-tallet for at skaffe en skytshelgen. Og det var her, at Sankt Lucius viste sig for den ene om natten og fortalte, at han var den udvalgte.
Ifølge skriftlige overleveringer fik kannikken i drømmen fortalt, hvordan de skulle finde Sankt Lucius’ kranium. At det ville skille sig ud fra de andre, fordi det lyste som solens stråler. Det gjorde det, og sådan gik det til, at de fik Sankt Lucius med hjem.
At det virkelig var en skytshelgen, fik kannikkerne yderligere bevis for på vejen hjem, hvor de på Storebælt mødte en havtrold.
»Den ene valgte at ofre sig til havtrolden for at redde skibet og besætningen, men inden han sprang over bord, bad han Sankt Lucius om hjælp. I stedet for at blive taget af havtrolden, spadserede han rundt på havet i en time, indtil havtrolden brølede, at Sankt Lucius skulle holde op med at pine ham, og derefter forsvandt for aldrig nogensinde at blive set igen,« lyder beretningen fra dengang.
Og nu har det vist sig, at det slet ikke var Sankt Lucius.
Men hvem kraniet så tilhører, er en helt anden og ny gåde, som måske aldrig bliver opklaret. For det vil kræve, at sarkofagen under højalteret i Sankt Cecilie Kirken bliver åbnet. Og endnu overvejer den katolske kirke i Danmark sammen med Nationalmuseet, om man skal anmode om tilladelse til det.
