Birthe Rønn Hornbech "fatter ikke" præsten i Brorsons Kirken, men kirkeministeren vil kun se på sagen, hvis biskoppen bringer den ind på hendes bord.

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) lufter en stærk forundring over præsten Per Ramsdal og menighedsrådet i Brorsons Kirken på Nørrebro, der blev ryddet af politiet natten til torsdag.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg fatter ikke den præst. Jeg fatter ikke det menighedsråd. Men jeg har jo i alle de år, jeg har været kirkepolitiker, fastholdt, at menighedsrådet må selv have ansvaret, og derfor har jeg heller ikke villet blande mig, siger Birthe Rønn Hornbech til TV2 News.

Kirken husede afviste irakere, indtil politiet natten til torsdag trængte ind og arresterede 19 mænd. Hvis Københavns biskop bringer sagen ind på hendes bord, vil kirkeministeren dog tage den op. Birthe Rønn Hornbech afviser, at politiet har udvist manglende respekt for kirkens rum.

- Der er nogle afviste irakere, som ikke har respekteret kirken, siger ministeren og vil heller ikke høre tale om manglende næstekærlighed.

- Det her er politik, siger hun.

En irakisk delegation er på vej til Danmark for at se på nogle afviste asylansøgeres sager. Der er tvivl om, hvor nogle af dem kommer fra. De sager vil Birthe Rønn Hornbech, der også er integrationsminister, nu gennemgå igen.

- Derfor vil jeg personligt sørge for at kigge de her sager igennem, når nu irakerne har været her, og høre, om der er noget, vi kan kontrollere bedre i fremtiden, siger Birthe Rønn Hornbech, der direkte adspurgt ikke kan eller vil garantere de afviste irakeres sikkerhed i Irak.

- Hvad er sikkerhed? Hvad hvis jeg var kommet forbi Brorsons Kirken, mens de autonome var i gang med at vandalisere? Hvordan var det så med min sikkerhed? Man misforstår nogle gange, hvad retten til flygtningestatus er. Og jeg har ikke været i Irak, men det korte af det lange er, at vi gør alt fra Danmarks side for at skabe stabile forhold, siger Venstres kirke- og integrationsminister til TV2.

Det lykkedes ikke Ritzau at få en kommentar fra Birthe Rønn Hornbech.

/ritzau/