- Hvis det stod til mig, skulle det bare være nu og her. Jeg kunne godt tænke mig sådan en sød, lille en. Jeg skulle have min egen lejlighed, og så måtte jeg bare finde ud af det derfra.

15-årige Tatiana Perez ønskede sig for et halvt år siden inderligt et barn. Men efter i ni døgn at have taget sig af den computerstyrede babysimulator »Daniella«, der skal have mad, ren ble og omsorg som et rigtigt barn, blev drømmen lagt på hylden. Det skriver Berlingske.

12 af landets kommuner bruger i dag dukke-metoden, når de vil have unge ned til 15 år til at tænke efter, om det er en god idé at stifte familie. Svendborg Kommune var den første til at gennemføre forløb med babysimulatorer for sårbare unge og udviklingshæmmede. Erfaringen er, at færre end hver tiende fastholder babydrømmen, oplyser sundhedsplejerske og familierådgiver Jette Schaarup, der foreløbigt har fulgt omtrent 90 piger – de fleste ikkegravide unge, men også svangre kommer igennem forløb før 12. graviditetsuge, så de kan nå at vælge en abort.

- Jeg synes ikke, jeg skubber nogen ud over kanten. Det er ikke vores formål. Vores formål er at kvalificere de unge til at træffe det rigtige valg, siger Jette Schaarup til Berlingske.

Babysimulatoren hjælper de unge til at beslutte, om de skal vælge barnet fra eller indse, at de får brug for hjælp, hvis de beholder barnet.

- De får en fornemmelse af, at det er 24 timer i døgnet, et barn skal passes. Man skal udsætte sine egne behov. Beslutter de sig for en abort på baggrund af deres egne erfaringer, har jeg det fint med det, siger Jette Schaarup.

Formand for Børns Vilkår Peter Albæk er positiv over for babysimulatorer og ser dem gerne udbredt til ikkesårbare teenagere:

- En meget stor gruppe af de anbragte børn er børn af yngre mødre, som har svært ved at overskue situationen, og som ikke kommer videre i deres uddannelse.

Etisk Råd er også glad for robotbabyerne, men understreger, at de aldrig må bruges til at manipulere piger til at få en abort.

I 2010 blev der født 879 børn af teenagemødre.