Hverken flyselskaber eller hoteller kender noget til selskabet

Muligt millionbedrageri i Stein Bagger-stil, konkurser og tæt omgang med Bandidos-rockere. Det er tre berygtede brødre, der står bag det skandaleombruste rejseselskab Ving Tours. Det kan BT afsløre.

Tom Hansen, Kim Hansen og Bo Hansen hedder mændene bag Ving Tours, som skuespilleren Robert Hansen med et bredt smil i øjeblikket markedsfører massivt i diverse medier såvel som på store reklamer ved busstoppesteder og togperroner landet over.



’Smil, rejs og vær glad’, lyder det fra ’Anja og Viktor’-stjernen iklædt pilotuniform og kasket. Men Robert Hansens smilende ansigt skal lokke solhungrende danskere i hænderne på tre yderst kontroversielle brødre, som er i politiets søgelys og kendt for at omgås rockere.

Københavns Politi har efter en årelang efterforskning sigtet nuværende salgschef i Ving Tours, Bo Hansen, samt brødrenes far, Flemming Hansen, for bedrageri og skatteunddragelse i familiefirmaet FH Byg.

Sigtet for bedrageri


Københavns Politi arbejder på at bevise, hvordan Bo og Flemming Hansen brugte Stein Bagger-metoden ved at få leasingfirmaer til at finansiere indkøb af gravemaskiner og biler, som kun har eksisteret på papiret. Ledelsen i FH Byg har ved hjælp af falske fakturaer kunnet skaffe lån i virksomheden, indtil familien Hansen lige før konkursen i 2009 solgte FH Byg til en ny ejer.

- Jeg kan bekræfte, at vi har sigtet Bo Hansen og Flemming Hansen samt en tredje person for bedrageri samt skatte- og momsunddragelse i FH Byg for et stort millionbeløb. Jeg forventer, at der ligger et anklageskrift i tredje kvartal af 2013, siger Niels Pallesen, politimester i Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.

Da Ving Tours gik i luften for en uge siden, chokerede det branchen, at bl.a. navn, logo og handelsbetingelser er kopieret fra andre rejseselskaber. Hverken de flyselskaber eller hoteller, der reklameres med på hjemmesiden, kender til selskabet.

Brødrene Hansen har ifølge flere kilder tætte bånd til rockerklubben Bandidos, selv om ingen af dem er fuldgyldige medlemmer af klubben. Ifølge Jyllands-Posten kom der ofte Bandidos-rockere på FH Bygs grund på det øde område ved det tidligere B&W-værft på Amager.

- Det er Bandidos. Vi har flere gange set de øverstkommanderende, deriblandt lederen Jim Tinndahn, herude. Vi kender deres biler og ved, at mange af dem kører i Porsche Cayenne og store Audier på svenske nummerplader, sagde en kilde i januar 2009 til Jyllands-Posten.

Nedrullede persienner

Før familien Hansen involverede sig i leasing, drev brødrene bl.a. 3H Udlejning, der var stiftet af Tom Hansen, mens Bo Hansen var direktør og Kim Hansen ansat.

3H udlejning var involveret i både Rødovre Ishockeyklub og Frem Boldklub. I Rødovre Ishockeyklub fik 3H Udlejning billetter til kampe og spisning, men da brødrene ofte gav billetterne til rockerlignende typer, blev firmaet ifølge Ekstra Bladet droppet som sponsor. Også i Frem valgte den daværende bestyrelse i 2003 at droppe firmaet, fordi rockerne gav klubben et dårligt image.



BT erfarer desuden, at der også kommer en del store luksusbiler og rockerlignende typer på Ving Tours’ adresse i Vallensbæk.

BT har gennem flere dage forgæves forsøgt at få de tre brødre i tale. Torsdag talte vi kort med Kim Hansen uden for Ving Tours’ kontor. Han bad os ringe i forvejen og smækkede døren i, da vi spurgte efter Tom Hansen, der er direktør i firmaet.

Alle tre brødre er registreret på samme adresse i Malmø. På dørtelefonen til den lyserøde boligblok i Finlandsgatan står der dog kun T. Hansen, men heller ikke her blev der åbnet, da BT i går ringede på. Der var til gengæld mange nedrullede persienner, hvilket også kendetegner Ving Tours’ hovedkontor.