Der løb en hel del tårer ned ad kinderne rundt omkring i de danske stuer, da TV 2 torsdag aften sendte dokumentaren 'Da Aage forsvandt' om demens-ramte Aage Rasmussen og hans kone Rita Knudsen.

Her var seerne vidne til, hvordan en ellers aktiv mand med stor viden om den verden, der omgiver ham, langsomt forsvinder hen, efter at han er blevet ramt af hjernesygdommen alzheimer.

Samtidig følger vi konen Rita Knudsens hjerteskærende kamp for at hjælpe sin mand - som efterhånden er så syg, at der kun er ’skallen tilbage af ham’, som hun formulerer det i dokumentaren.

Læs også:

Dagen derpå sidder Rita Knudsen i hjemmet i Gammel Rye nær Skanderborg og er rørt. Hun har nemlig haft mere end almindeligt travlt ved telefonen, efter udsendelsen løb hen over skærmen.

»Jeg er blevet ringet op, og jeg har fået en masse sms’er, som jeg har haft travlt med at besvare. Både fra folk, jeg kender, og folk, jeg aldrig har hørt fra før.«

»Det er rørende med alle de positive reaktioner, jeg har fået. Også fra folk i samme situation, som har det frygteligt svært. Det er jo en svær sygdom at tackle. Det er så rørende, at de synes, det har hjulpet dem at se udsendelsen. Det er dejligt at høre,« siger Rita Knudsen til BT.

Læs også:

På BT’s Facebook-side var der også heftig aktivitet efter torsdagens udsendelse. Hundredvis af læsere hyldede parret for at stille op og vise, hvor hårdt livet som demens-ramt og pårørende kan være. Og særligt Rita fandt vej til læsernes hjerter.

»Min allerstørste respekt til Rita. Hvor er du en dejlig og kærlig kvinde. Og ikke mindst stærk. Ønsker det bedste for jer begge to,« skriver en læser.

»Rita er et fantastisk menneske, fuld af kærlighed, respekt og medmenneskelighed. Hendes store omsorg og kærlighed er helt utrolig fantastisk,« skriver en anden.

»Rita - et fuldstændigt fantastisk menneske! En helt fantastisk kærlighed mellem to mennesker. Stor respekt og medfølelse deres vej,« lyder en tredje af de mange kommentarer.

Da BT overleverer de mange beskeder til Rita, knækker stemmen en smule over hos kvinden, der ellers har hørt og prøvet det meste.

»Det rører mig voldsomt. Og jeg bliver utroligt glad for det,« siger Rita, inden hun minder om, at der også er sprækker i forsvaret.

»Jeg ved godt, jeg er stærk, men jeg kan også knækkes.«

»Min styrke må komme indefra et eller andet sted. Alt det, jeg har været igennem i et efterhånden langt liv. Jeg har jo tilladt mig selv at vokse igennem alt det, der har været, og det giver styrke,« siger Rita.