Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Rita Knudsen fra TV 2-dokumentaren 'Da Aage forsvandt' har haft det helt inde på livet, hvordan det er at være pårørende til en demens-ramt  Nu fortæller Rita, hvordan hun har lært at leve med, at hendes elskede er syg.

Hukommelsen er stort set væk, koncentrationen holder kun i korte øjeblikke ad gangen, sproget forsvinder ord for ord, og i dag kan han knap nok skære et stykke brød til sig selv.

Det er den triste virkelighed for demens-ramte Aage Rasmussen, som Danmark lærte at kende torsdag aften i TV 2-dokumentaren ‘Da Aage forsvandt’, hvor vi fulgte ham og ikke mindst hans kone, Rita Knudsen, og deres kamp med den forfærdelige alzheimers sygdom.

Dokumentaristen Kaj Brase filmede ægteparret i en periode på fem år, hvor Aages tilstand blot blev værre og værre. Til sidst er der kun “skallen tilbage af ham”, som Rita formulerer det.

Læs også:

Samtidig ser man, hvordan Rita kæmper for at holde sammen på sig selv i den svære situation med en syg mand, der får brug for mere og mere hjælp. En situation, der til sidst fører til, at Aage Rasmussen flytter hjemmefra og ind på et plejehjem.

I dag skinner solen en anelse mere på Rita Knudsen. Ved at tage bedre vare på sig selv er hun blevet en bedre hustru for sin mand.

»Jeg passer meget mere på mig selv, end jeg gjorde før. Alt drejede sig om, at Aage skulle have det godt, så jeg glemte, at jeg også selv skulle have det godt. Det kan bedst beskrives, som man ser det i fly, hvor man selv skal tage en iltmaske på, når der sker noget, før man kan hjælpe andre.«

»Det er nøjagtig det samme i de situationer her: Hvis jeg ikke har det godt, så kan jeg ikke være noget for min mand,« siger Rita Knudsen til BT.

Læs også:

Vejen til et liv, der er værd at leve, selvom livets største kærlighed er blevet alvorligt syg, har været hård. Men undervejs har Rita Knudsen samlet en række redskaber op, som andre af de 400.000 danskere, der er pårørende til en dement, måske kan bruge. BT bringer her Rita Knudsens fire tip:

Få diagnosen stillet - gå til fagfolk
»Efter dokumentaren blev sendt, har jeg talt med flere, der fortalte, at deres praktiserende læger ikke har villet anerkende, at deres mand eller hustru var syge. Jeg havde også min mand til læge tre gange, hvor det blev afvist, at han var syg. Det var først, da vi selv ringede til demens-klinikken i Aarhus, at der skete noget. Det er en svær sygdom at diagnosticere for en praktiserende læge, så det er en god idé at henvende sig til fagfolk med speciale i demens.«

Tag et valg - kan du både pleje og elske?
»Man skal huske, at vi er meget forskellige som mennesker, men jeg valgte tidligt, at det med at være plejer ikke ville fungere for mig. Jeg kan jo sagtens skifte en ble på min mand og hjælpe ham på toilettet, men at skulle gøre det hele tiden hver dag ville jeg ikke, for jeg vil være hans hustru.«

»Jeg vil blive ved med at kunne vise ham, at jeg elsker ham, for det synes jeg, at han fortjener. Det tror jeg ikke, jeg ville have kunnet, hvis jeg også havde en plejefunktion. Jeg tror, jeg ville blive irriteret på ham.«

Få sat ord på dine følelser - tal med dem, du stoler på
»Jeg har et fantastisk godt netværk med nogle fantastisk gode veninder, der har gidet at lægge ører til alt, så jeg har kunnet få lov til at få vendt mine følelser. Jeg har brug for at få udtrykt mine følelser og snakke om dem, og når jeg gør det, kan jeg begynde at finde en løsning.«

»Mine veninder behøver ikke at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Bare det, at de hører efter, er nok - det, at jeg får sat ord på, betyder, at min hjerne begynder at arbejde med, hvordan jeg skal tackle min situation. Så for mig har det virket at bruge mine veninder så meget som overhovedet muligt.«

Giv dig selv tid og plads til det, du selv vil
»Jeg har givet mig selv noget mere fritid. Hvor jeg før ville tage ud til Aage hele tiden, så giver jeg mig selv lov til at gå en tur i stedet, og så kører jeg ud til ham senere eller dagen efter.«

»Jeg nyder at kunne tage ud til ham og være glad og vise ham min kærlighed. Når vi stimulerer følelserne, som jo er det sidste, der forsvinder, så får vi det bedre.«

Andre læser også