Nordjyderne kan forvente vindstød af stormstyrke og muligvis af orkanstyrke, når de vågner op i morgen tidlig, fortæller vejrvært Jens Ringgård fra TV2s Vejrcenter.

De seneste prognoser tyder dog på, at det nok bare bliver det, man kalder stærk storm - en mellemting af stormstyrke og orkanstyrke.



- Jeg kan slet ikke afvise, at der kan komme vindstød af orkanstyrke. Men den seneste prognose skruer en lillebitte smule ned, siger han.

Det er ubetinget nordjyderne, der bliver hårdest ramt af blæsevejret. Specifikt Jammerbugten, men også Thy, Hanherred og Anholt får det rigtig godt blæsende. Resten af landet går dog heller ikke ramt forbi.



- Det er et rigtig solidt blæsevejr. Det ser ikke så regnfuldt ud. Men der kan komme nogle byger, og nogle af dem kan også være hidsige. Der kan også godt komme nogle haglbyger i Nordjylland. Og hvis man kommer ud i dem, så er det ikke så godt at have en paraply med, for den går i stykker, lyder Jens Ringgårds gode råd. 

Der er desuden varsel om forhøjet vandstand i Vadehavet.

- Vandstanden i Vadehavet kommer op i nærheden af tre meter over daglig vande, og i det øvrige vestkysten ligger det på 2-2½ meter, men hele det her område har diger, der er højere, siger Jens Ringgård.