Selvom voksne udviklingshæmmede mentalt er som små børn, må institutioner ikke låse deres døre. Det møder kritik fra pårørende og instution.
Rikke Naundrups søn Christian er 23 år, men mentalt er han ikke mere end 1,5 år.
Han er diagnosticeret som autist og udviklingshæmmet, og han bliver passet døgnet rundt i Landsbyen Sølund i Skanderborg.
Indtil for nylig har institutionen låst hans døre, så han ikke går sin vej og bliver væk, men det er blevet ændret, så han nu selv kan gå ud og ind, som han vil.
- Jeg føler mig magtesløs som mor for Christian, fordi han en dag kan blive væk og komme til skade, siger Rikke Naundrup til TV2 ØSTJYLLAND.
De nye retningslinjer har betydet, at Christian har forladt sin bolig to gange uden at sige det til nogen, og i oktober ledte personale, naboer og Christians mor efter ham i omkring en time.
- Mit hjerte sad helt oppe i halsen, fordi jeg ved, at han ikke kan finde rundt. Han er ikke på noget tidspunkt vandt til at færdes på egen hånd. Han har altid én med. Så jeg blev skide bange, siger Rikke Naundrup.
Lovens skyld
Det er Socialtilsyn Midt, der har præciseret lovgivningen over for institutionen.
Ifølge Grundloven må de ikke låse dørene og på den måde frihedsberøve borgere.
- Det er sådan her i Danmark, at vi har tilbud til borgere med funktionsnedsættelse, som ikke skal ligne fængsler, og derfor har man mulighed for at bevæge sig frit, siger tilsynschef Ulla Andersen.
De regler fungerer dog ikke i Landsbyen Sølund, mener ledelsen.
- Hvis dørene skal være åbne, så er der nogle af vores beboere, der går ud, og det i sig selv er ikke problematisk. Dét, der er problematisk, er, at vi har beboere, der ikke kan tage vare på sig selv. Det svarer til at sætte et 1-årigt barn fri i naturen, siger Lone Rodt, der er leder af Landsbyen Sølund.
Går fordi han kan
Rikke Naundrups søn er et godt billede på det eksempel.
- Hvis en dør står åben, går han ud af den - ikke fordi han vil ud, men fordi han kan, siger Rikke Naundrup.
Da han gik sin vej i november, var det heller ikke en glad dreng, hun fandt efter halvanden time.
Han stod i et skur kun iført sit undertøj og bare tæer.
- Det var 10 grader udenfor og tusmørke, og han stod helt stille og var så bange, siger Rikke Naundrup.
Overvågning løser lidt
Som en konsekvens af episoden er der nu blevet sat en alarm op i Christians altan-dør, så personalet bliver advaret, hvis han går fra sin bolig. Derudover har insitutionen bestilt en gps-tracker, som han får på, når han er udenfor.
De nye tiltag er dog ikke den bedste løsning. Både landsby-ledelsen og Rikke Naundrup mener, at det vil være bedre at låse hans døre.
- Vi kunne ønske os, at man kunne fortolke loven lidt blødere i forhold til vores målgruppe, siger landsbyleder Lone Rodt.
- Der snakkes så meget om i samfundet at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Her skærer de bare alle over en kam. Jeg kunne godt tænke mig, at de kiggede på de her borgeres mentale alder i stedet for at se på den alder, der står på deres dåbsattest, siger Rikke Naundrup.
Rikke Naundrup er ikke den eneste pårørende, der frygter konsekvenserne af deres familiemedlemmers nye frihed. Jeanette Tikøbs bror bor på også på Sølund, og på Facebook har hun delt sin bekymring.
