Rigmor Zobel tager bladet fra munden i aftenens udgave af 21 Søndag på DR1

Nu sker det endelig. Rigmor Zobel tager bladet fra munden, og stiller op til interview.

Rigmor Zobel, der har gemt sig fra pressen siden hun d. 4. februar blev idømt en bøde på 20.000 kr. for at have købt seks gram kokain åbner endelig op overfor offentligheden.

Det sker overfor DRs rutinerede vært Reimer Bo Christensen i aftenens udgave af 21 Søndag, hvilket TV-Avisens souschef Jacob Kwon Henriksen bekræfter overfor bt.dk:

- Det er korrekt at Rigmor Zobel kommer i 21 Søndag i aften, siger Jacob Kwon Henriksen om interviewet, der angiveligt er optaget på forhånd.

- Hvornår hun var herinde vil jeg ikke komme ind på. Men hun har været her, og det er optaget. Vi bringer et længere interview med hende i aften, og en bid ved nyhederne klokken 18:30.

Jacob Kwon Henriksen var ikke selv til stede ved interviewet, så han vil ikke kommentere på hvordan Rigmor Zobel har det. Og vil på nuværende tidspunkt heller ikke afsløre de nærmere omstændigheder omkring interviewet.

- I må vente til i aften, men jeg synes, at vi er kommet godt omkring.