12. december 2012 er en dato, hvor rigtig mange par gerne vil sige »ja« til hinanden.

Når 12. december 2012 er overstået, så går der 88 år, før man igen kan få en bryllupsdato, hvor både dag, måned og år er det samme tal.

Derfor vil rigtig mange gerne giftes netop den dag, så der kan stå 12.12.12 i vielsesattesten. Det har man oplevet i blandt andet Københavns Kommune, Høje-Taastrup Kommune og Esbjerg Kommune, hvor der bliver der bliver reklameret på kommunernes hjemmeside med, at man kan blive gift onsdag 12. december.

- Ind til videre er der 70 par, der har booket denne dato. Vi forventer, at der kommer mindst 50-60 par mere, så vi når i nærheden af de 163 par, der blev viet 11.11.11, siger Flemming Otto, der er kontorchef i Københavns Kommunes Borgerservice til 24timer.

- Det kan spille ind, at 12.12.12 falder på en onsdag, hvorimod 11.11.11 var en fredag, fortsætter han.

I Høje-Taastrup er der fuldt booket med 10 par, der vil vies, mens der i Aarhus Kommune indtil videre er 22 par, der har booket 12. december til bryllup. Kommunens vielseskontor vurderer dog, at antallet når op på de 40, som der valgte at blive gift 11.11.11.

Efter 12. december 2012 bliver næste mulighed for at få en bryllupsdato med samme tal i dag, måned og år den 1. januar 2101.