Det er ikke kun kamphunde, der går amok og skambider små hunde.

Det måtte Cairnt terrieren Ricki sande, da den søndag blev overfaldet af en gul labrador.

Rickis ejer – Erland Lund – var ved at male legehus i sin baghave i Løsning mellem Vejle og Horsens, da det pludselig gik galt.

Mens han arbejdede, var Ricki bundet med en to meter lang snor, men pludselig kom en ca. 60-årig mand ind i haven med sin labrador, der ikke var i snor. Labradoren kastede sig over Ricki i en ondskabsfuld blodrus.

Først da manden begyndte at slå løs på sin labrador, slap den grebet.

Ricki blev bidt så slemt, at den måtte en tur på dyrehospitalet. På billederne ses tydeligt, at labradoren gik efter Rickis strube. Var tænderne gået lidt dybere ind, kunne det have kostet hunden livet.

Familiehund med dræberinstinkt

Labradoren er en af de mest populære hunderacer i Danmark. Men selvom det ikke er sjældent, at en labrador bider mennesker eller andre dyr, er racen ikke at finde på listen over de hunde, der fra 1. juli skal bære mundkurv.

Kravet om mundkurv blev ellers indført i loven sammen med et forbud mod 13 racer netop for at undgå bidepisoder. Racerne schæfer og rottweiler er heller ikke at finde på sortlisten over hunderacer.

Ifølge landbetjent Preben Duch er ejeren af terrieren stærkt påvirket af hændelsen og ikke selv i stand til at give et nærmere signalement af manden med den løsgående hund.

- Derfor beder vi eventuelle vidner om at hjælpe os med at finde frem til manden, der forsvandt umiddelbart efter episoden. Bl.a. venter der ham en dyrlægeregning for de udgifter, der har været til terrierens behandling, siger landbetjenten Preben Duch til Horsens Folkeblad.