Ingen af de afgangselever, der tirsdag drak og festede i skoletiden på Slagelse Gymnasium på trods af et forbud mod netop dét, har undskyldt for deres opførsel, som førte til, at sidste skoledag blev aflyst.

Det fortæller gymnasiets rektor, Lotte Büchert, til BT torsdag.

»Jeg har ikke hørt fra dem, der stod og dansede på bordene. Det kan være, jeg gør det senere. Nu må vi se,« siger hun.

Derimod har hun hørt fra nogle af de afgangselever, der ikke selv var på skolen eller drak alkohol og festede, men som også blev ramt af den kollektive konsekvens af deres gymnasiekammeraters handling - nemlig en aflysning af den traditionsrige sidste skoledagsfejring onsdag.

Blandt andet mødte 'en lille delegation' af hf-elever, der havde 'skrivedag' tirsdag og derfor ikke var til stede, da det skete, op på hendes kontor onsdag morgen.

»De sagde, at de var kede af det, men de ville alligevel gerne sige farvel til mig. De var ikke nødvendigvis enige i min beslutning, men de kunne godt forstå det, jeg havde gjort. Det blev jeg faktisk rigtig glad for, at de udviste den modenhed,« siger Lotte Büchert og fortæller, at hun også har hørt fra nogle 3.g-piger, som heller ikke var involveret i sagen.

Opbakning fra forældre

Det er ikke kun elever, som rektoren har hørt fra. Også flere forældre til elever, der ikke var blandt dem, der trodsede forbuddet, henvendte sig til hende tirsdag.

»På selve dagen var der nogle forældre, der henvendte sig på deres børns vegne, fordi de var frustrerede over, at deres børn blev en del af konsekvensen. Det kan jeg godt forstå,« siger Lotte Büchert.

Det er dog ikke alle forældre, der har været frustrerede over beslutningen.

»Jeg har også fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra forældre på skolen, som synes, jeg gjorde det rigtige. Det er særligt forældre til elever i 1.g, som har kontaktet mig og sagt, at de er glade for at have en skole, hvor man ikke må drikke i skoletiden,« forklarer rektoren.

Overrasket over debatten

Det var mellem 200 og 250 gymnasieelever, der tirsdag festede, dansede på bordene og drak i skolens fællesområde, selvom ledelsen i sidste uge havde gjort det klart, at sidste skoledags-arrangementet ville blive aflyst, hvis det skete.

Rektoren havde dog ikke forestillet sig, at aflysningen ville medføre så megen debat i medierne.

»Jeg har været overrasket over, at man er gået så hårdt til værks landsdækkende, fordi nogle elever er blevet fornærmet over, at de ikke må drikke i skoletiden, når man for to-tre år siden harcelerede over, at eleverne i deres fritid tog til Prag i vinterferien, hvor de drak og hærgede hoteller. Dengang skød man efter rektorerne, fordi man sendte eleverne af sted uden lærere. Men det var i deres fritid. Vi havde ikke noget med det at gøre. Men nå man man nu forsøger at gøre noget, så er det åbenbart også forkert,« siger Lotte Büchert og slutter:

»Jeg har ingen holdning til, hvad eleverne laver i deres fritid, men jeg har en holdning til det, når de kommer ind på min skole.«