Italienske Trevi er blevet mødt med et krav på cirka syv millioner kroner for manglende overholdelse af dansk overenskomst i forbindelse med metrobyggeriet.

Den italienske entreprenørkoncern Trevi er blevet konfronteret med et millionkrav for manglende overholdelse af dansk overenskomst ved metrobyggeriet i København, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København har præsenteret Trevi Group for et samlet krav på i nærheden af syv millioner kroner for blandt andet underbetaling i forhold til overenskomsten samt manglende indbetalinger til pension, søgnehelligdagsopsparing og feriepenge.

Der er blandt andet konstateret lønsedler med en grundløn på helt ned til 64 kroner i timen, og den gennemsnitlige grundløn er på 73 kroner i timen.

Trevi kan ikke anerkende kravet, og på et såkaldt fællesmøde med deltagelse af Dansk Byggeri, hvor Trevi har været medlem siden april, er det aftalt, at sagerne skal afklares gennem det fagretslige system.

Faglig sekretær i BJMF Jesper Weihe siger til Licitationen, at han ikke mindes faglige sager, der har givet anledning til så stort et krav, som det er tilfældet i den konkrete sag.

- Trevi har groft sagt kørt på deres aftaler fra Italien, lige siden de begyndte på Cityringen for 10 måneder siden, og det er uanstændigt, at de endnu ikke har fundet ud af, at de er kommet til Danmark, siger Jesper Weihe.

Konsulent i Dansk Byggeri Erling Olsen bekræfter, at Trevi er blevet præsenteret for et enormt krav.

- Man har gjort forsøg på at nå til enighed om et forlig om det, der er sket, så kræfterne kan bruges på det fremadrettede, men det har ikke kunnet lade sig gøre, og så er det helt efter bogen, at uenighederne afklares gennem en faglig voldgift, siger Erling Olsen.

Trevi har siden november sidste år arbejdet som underentreprenør for Cityringens totalentreprenør, det ligeledes italienske konsortium Copenhagen Metro Team (CMT). Trevi udfører de såkaldte indfatningsvægge, vandtætte mure omkring de dybe byggegruber, hvor der skal anlægges kommende metro-stationer.

Det var ikke torsdag muligt for Licitationen - Byggeriets Dagblad at få en kommentar fra Trevis danske HR-chef, Gitte Barfoed.

BNB