Fire læger beskyldes for at have foretaget mere end 200 opkald til akut-telefonen siden 1. januar. Det får nu Region Hovedstaden til at overveje, om lægerne skal meldes til politiet.

Fire læger har ifølge Region Hovedstaden ringet ikke færre end 255 gange til akuttelefonen 1813 siden 1. januar, hvor den gik i luften. Nogle har lagt på, når de er kommet igennem, mens andre har luftet deres frustration over ventetiden og skældt sygeplejerskerne ud.

Regionsrådsformand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) er chokeret over de nye chikaneanklager.

»I ét tilfælde har den samme person ringet ind 115 gange på en time. Jeg er rystet over, at nogle vil ringe og tage tid fra syge mennesker, som forsøger at komme igennem til akutlinjen, og når de så kommer igennem, skælder de vores sygeplejersker, som forsøger at lave et reelt arbejde, ud,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

»Havde det her været 112, som var blevet chikaneret med 115 opkald på en time, så var vedkommende blevet politianmeldt, og det overvejer vi selvfølgelig, om vi skal gøre. Men først og fremmest beder vi folk om at holde op nu,« tilføjer hun.

Ifølge Region Hovedstaden findes der en lukket Facebookgruppe, hvor enkelte læger har opfordret til at ringe til akuttelefonen for at presse ventetiderne op. I gruppen bliver der også opfordret til at bruge taletidskort for at skjule sin identitet.

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen er ærgerlig over, at en lille gruppe læger har ringet til akuttelefonen bare for at chikanere.

»Hvis det her er tilfældet, tager jeg skarp afstand fra det. Jeg synes, det er useriøst og uacceptabelt at genere en offentlig myndighed på den måde. Men jeg vil også godt understrege, at det er enkelttilfælde, og at det ikke er noget, som vi som forening har noget med at gøre,« siger Mads Koch Hansen.

Han tager dog regionens overvejelser om en politianmeldelse til efterretning:

»Den må vurdere de muligheder, den har. Jeg vil ikke forsvare de fire læger på nogen måde. Det, de har gjort, er forkert, og mener regionen, at der er sket noget strafbart, så er det jo en sag for politiet,« siger han.

Regionsdirektør i Region Hovedstaden Hjalte Aaberg afviser, at de formodede chikaneopkald har været skyld i, at akuttelefonen er kommet dårligt fra start.

»De er ikke nogen undskyldning for, at vi har haft nogle indkøringsvanskeligheder med 1813. Men de har selvfølgelig været et lille bidrag til det,« siger Hjalte Aaberg, der nu vil kontakte de pågældende læger og bede dem om at stoppe chikanen.

I en ny handlingsplan, som skal rette op på de kaotiske tilstande omkring akuttelefonen, er målet, at 90 procent af de syge i begyndelsen af april skal komme igennem til 1813 inden for tre minutter. Samtidig skal der ansættes flere læger i ordningen, mens der også skal sættes gang i en ekstern undersøgelse af forløbet.

Et af problemerne med den nye ordning er, at det kniber med at skaffe læger nok. De praktiserende læger, som tidligere drev lægevagten, har således i vid udstrækning afvist at deltage i den nye ordning.