Region Hovedstaden har - i strid med sandheden - hængt en navngiven læge ud for at stå bag en omfattende og koordineret aktion, der havde til formål at chikane akuttelefonen 1813 med en lang række ‘falske’ opkald. Aktionen skulle have den konsekvens, at rigtigt syge patienter ikke kunne komme igennem til 1813, fordi ventetiderne steg og steg.

Presseafdelingen i regionen udsendte i aftes et omfattende materiale til politikere og presse, vedhæftet såkaldte ´’screendumps’, kopier af opslag på en lukket Facebook-profil, hvoraf det fremgik, at praktiserende læge Morten Krause Nielsen fra Sæby i Nordjylland skulle være én af hovedmændene bag aktionen.

Materialet vakte i aftes enormt opsigt, historien gik til tops i alle nyhedsmedier, og Facebook og andre sociale medier flød over i forargelse over læger, der ‘havde koordineret’ aktionerne på Facebook for at give den nye akuttelefon høje ventetider og dermed dårlig omtale i pressen.

I materialet fra Region Hovedstaden hævdes det, at regionen ‘har samlet en række materiale’, der kan dokumentere planlagt chikane, og det fremhæves, at ‘i materialet opfordrer en identificerbár læge blandt andet andre til at ‘gå på telefonen’ for at presse ventetiderne op.’

Vedlagt er en kopi af et Facebook-opslag fra læge Morten Krause Nielsen, hvoraf sætningen ‘gå på telefonen’ ganske rigtigt fremgår, men Region Hovedstaden har misforstået indholdet i Facebook-opdateringen.

Morten Krause Nielsen er lægevagt i Region Nordjylland og opfordrer ganske rigtigt sine kolleger til at ‘gå på telefonen’.

- Men det er ikke for at presse ventetiderne på akuttelefonen 1813 op, som Region Hovedstaden påstår, men i stedet at presse ventetiderne i hans egen region ned, siger han til BT.

Det fremgår da også klart af sammenhængen, at ‘vi også godt kan stramme op på ventetiderne i de andre regioner’ - altså nedbringe dem - og han opfordrer sine kolleger i de andre regioner til at betjene deres lægevagt hurtigt, så de andre regioner på intet tidspunkt bliver målt til at være langsommere end 1813 i Region Hovedstaden, idet ‘det vil være for stor en PR-gevinst til Region H.’

- Jeg mener jo ikke, at 1813 er en god konstruktion. Men med opdateringen opfordrer jeg til at vi skal bevise, at en lægedrevet lægevagt er bedre. Ikke til at vi skal chikanere 1813, siger Morten Krause Nielsen.

Han skriver derfor: ‘Hav et øje på telefonkøen og gå alle på telefonen, hvis ventetiden kommer over 5 minutter’ - en opfordring til de kolleger, der betjener lægevagten i andre regioner, om at besvare de opkald, de modtager, meget hurtigt.

Region Hovedstaden har aldrig kontaktet Morten Krause Nielsen, men blot kopieret hans Facebook-opdatering, udsendt den til pressen og hele regionsrådet - men misforstået den.

- Jeg er vred over det. De tager opdateringen fuldstændig ud af kontekst, og jeg er meget skuffet over, at jeg overfor alle mine kollegaer bliver beskyldt for at være til fare for patienternes sikkerhed. Det er simpelthen forargeligt, og det må være en bevidst spin-strategi fra regionens side for at tage fokus væk fra de faglige kritikpunkter, siger Morten Krause Nielsen til BT.